fredag 11. december 2020 09:33
Aarhus-investor køber knap 3.500 kvm kontor
Det Aarhus-baserede ejendomsinvesteringsselskab Actus, der forvalter og investerer for formuende danskere, har købt kontordelen i en ni etager høj ejendom på samlet 4.806 kvm i Horsens. Blumersgade 5 består af fem etager kontor, mens de øverste tre etager er udstykket i ejerlejligheder. Actus har købt kontordelen på 3.345 kvm.
Det sker i en handel til 53,5 millioner kr. med overtagelse 1. januar 2021.
– Horsens er en attraktiv by, som har gennemgået en rivende udvikling gennem de sidste 20 år. Derfor investerer vi gerne i Horsens. Det blev til Blumersgade 5, fordi det er en bygning med en flot arkitektur, der – når man kommer til byen fra vest – står som en byport ind mod hele den nye bydel.
– Desuden opfylder ejendommen de krav, man i dag stiller til moderne kontorbyggeri med fælles kantine osv., siger adm. direktør og partner Jesper Horsbøl, Actus.
Han oplyser, at Actus i Horsens ejer Kattesund 13-21, en del af karreen i forlængelse af det tidligere Hotel Danica i Ribersgade, Amaliegade 16, Torvet 2, hvor den gamle biograf lå, og ejendommen på Høegh Guldbergs Gade, hvor Fakta ligger.
Sælger med blandede følelser
Sælger af ejendommen er ejendomsselskabet Blumersgade 5 ApS med Dansk Boligbyg Holding som hovedejer, og hvor horsensianeren Kristen Laursen er blandt medejerne.
– Salget af Blumersgade slutter ringen i den aftale, vi for et par år siden lavede med NRGi. Ifølge den flyttede NRGi fra Bjerrevej til det nye, vi opførte i Blumersgade. Samtidig overtog vi NRGis tidligere bygninger og areal på Bjerrevej, hvor Dansk Boligbyg så har opført nye boliger, siger Kristen Laursen.
– Faktisk er det med blandede følelser, vi sælger ejendommen. Jeg havde gerne beholdt den, men vi kan jo ikke beholde alle vores projekter.
Base Erhverv, som Kristen Laursen også er medejer af, har opført Blumersgade 5, der stod færdig for godt et år siden.
EDC Erhverv i Horsens har formidlet salget, hvor Lars Tygesen, indehaver af EDC Erhverv Ejendoms Centret, fremhæver, at de mange investeringer fra udenbys købere bekræfter, at Horsens er en attraktiv investeringsby.