onsdag 02. december 2020 14:26
Aarhusiansk investor vinder igen i Roskilde – denne gang 3.480 kvm boliger
Aarhusianske Bellevue Ejendomsinvest har igen – sammen med Årstiderne Arkitekter – vundet et kommunalt projektudbud i Roskilde-bydelen Trekroner cirka 5 km fra Roskilde centrum.
1. december overtog selskabet Hegnet 1 fra grundsælger Roskilde Kommune.
Projektet er tegnet som fem punkthuse i to og tre etager med hver 10 lejligheder. Byggeriet bliver i alt 3.480 kvm og indeholdende 50 lejligheder på mellem 59 og 88 kvm. Alle lejligheder får egen altan, og hvert punkthus får en fælles tagterrasse. Byggeriet vil blive opført med certificeringen Svanemærket.
Opførelsen går i gang så hurtigt som muligt, når en totalentreprenør er fundet. Forventet indflytning er medio 2022.
Så sent som i slutningen af september annoncerede Bellevue Ejendomsinvest at have vundet et lignende projektudbud med i alt 2.836 kvm fordelt på 25 udlejningsboliger i Trekroner.
Læs mere i Aarhusiansk investor vinder 2.800 kvm boliger i Roskilde
Bellevue Ejendomsinvest blev stiftet i 2012 af medejer og direktør Knud Erik Rasmussen samt medejer og bestyrelsesformand Henning Norup. I 2016 blev Christian S. Broch-Lips optaget i ejerkredsen. Ejendomsinvesteringsselskabet investerer i nye og nyere boligudlejningsejendomme og blandede byejendomme.
Geografisk investeres i Østjylland og hovedstadsområdet. Hvert opkøb finansieres med kreditforeningslån og egenkapital og placeres i separate ejendomsselskaber.
Op til 90 procent af aktierne i selskaberne tilbydes eksterne investorer.
Bellevue Ejendomsinvest A/S opnåede i 2019 et resultat før skat på 7,4 millioner kr. mod 0,9 million kr. i 2018.