onsdag 07. oktober 2020 07:34
Corona og spekulativt byggeri presser kontormarkedet i Aarhus
Aarhus og de øvrige østjyske kommuner har ikke haft så høj en andel af udbudte kontorarealer i fem år ifølge erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Markedet er ramt af coronakrisen, som har fået mange virksomheder til at spare på kvm og udskyde beslutninger.
Det medfører, at andelen af udbudte kontorlokaler i Østjylland steget til 9,5 procent eller det højeste i fem år, ifølge tal fra Ejendomstorvet.dk.
– Udbuddet af ledige lokaler steg kraftigt fra 2. til 3. kvartal og ligger nu på det højeste, vi har registreret siden juli kvartal 2015. Udbuddet toppede med næsten 14 procent i 2012 og 2013 i kølvandet på finanskrisen, og det var samtidig landets højeste andel af udbudte lokaler. Fire-fem år senere oplevede Aarhus og det øvrige Østjylland landsdelens hidtil laveste niveau med 7,5 procent i juli 2017, men siden er andelen af udbudte kontorer vokset, siger analytiker Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk.
Corona og spekulativt kontorbyggeri
Coronakrisen er en del af forklaringen på det øgede udbud af kontor, erfarer Nordicals og Colliers.
– Coronaen kom oven på en højkonjunktur, hvor mange virksomheder havde flere kvm, end de umiddelbart behøvede, for så var der plads til vækst. Nu er de blevet nødt til at se på omkostningerne, og en del har skåret ned på udgifterne til lokaler. Det spiller også ind, at vi de senere år har set spekulativt kontorbyggeri, hvor projektudviklere, for eksempel i Skejby og Aarhus midtby, er gået i gang med byggeri, selv om de ikke havde fået lejet alle kontorer ud på forhånd. Det giver nogle udfordringer, når økonomien bremser op, siger Steen Storgaard Møller, indehaver af Nordicals Aarhus.
Hos Colliers International peger partner Jan Nickelsen på andre faktorer, der presser efterspørgslen på kontormarkedet:
– Vi ser en opbremsning, fordi virksomhederne er usikre på, hvor vi lander efter Coronaen. Får vi mere hjemmearbejde, så der bliver brug for mindre arealer, eller skal vi have større fysisk afstand mellem bordene, så arealbehovet stiger? Og kommer der nye krav om sikkerhed, for eksempel ventilation? Samtidig ser vi, at flere virksomheder med flytteovervejelser har sat planerne i bero på grund af Corona-usikkerheden.
Læs også RED: Derfor undgår kontormarkedet i København hård Corona-nedtur