Nu gør jeg det. Blander mig i tidens måske mest profilerede debat med de hug, det giver, når man rører ved noget, der både provokerer og trætter. Nemlig kønsdebatten. For i min optik diskuterer vi ikke kun retten eller muligheden for at bruge kropslige ytringer og ydelser som forhandlingsparameter i for eksempel en jobsituation. Det er naturligvis helt uskønt og utilladeligt i en respektfuld dialog. Det starter et andet og mindre synligt sted, hvor det er sværere at blive enig om. Nemlig der, hvor det hensigtsmæssige i en mere ligelig kønsmæssig fordeling i erhvervslivet nedgøres – eller i hvert fald ikke forfølges. For når man ikke er lige, så er muligheden for at køre andre over – på den ene eller den anden måde – til stede. Og netop i ejendomsbranchen er den kønsmæssige fordeling temmelig skæv.

I foråret gennemførte vi på Estate Media en analyse af magtfordelingen i ejendomsbranchen. Kun 6 ud af de 50 på listen var kvinder. Og det på trods af, at halvdelen af juryen var kvinder. Vi kan altså godt konstatere, at der mangler rollemodeller for kvinderne i ejendomsbranchen. Og hvad betyder det så for sexisme? Jeg vil hævde, at jo mere du stoler på, at du har din egen situation i din hule hånd og ikke kæmper mod vindmøller for at få et topjob, jo større sandsynlighed er der for, at du tør sige nej, når du bliver bedt om noget eller udsat for noget, som du dybest set ikke gider finde dig i. Derfor er det så vigtigt, at du kan tro på egne karrieremuligheder uden at føle dig presset i situationer, som overskrider grænser.

Da jeg selv som helt ung nyudklækket og nyansat journalist var til min første julefrokost spurgte min daværende chef om jeg ville danse. Det havde jeg sådan set ikke noget problem med.

– Du har virkelig nogle flotte bryster, fik jeg så at vide. Lynhurtigt svarede jeg med et: “Jamen det er meget muligt, men ved du hvad – jeg ville egentlig hellere vide, hvordan det går med mit arbejde.”

Samtidig kom jeg til at grine, for hold da kæft en spade. Som datter af et barn af rødstrømpebevægelsen er jeg oplært med, at en kvinde bestemmer 100 procent over sin egen krop. Selvom jeg begyndte at gå med høje hæle, neglelak og korte skørter i teenage-årene, så var det overalls, flade sko og ingen BH, der prægede kvinderne omkring mig i min barndom. Der var ingen rød læbestift og ingen krøllejern (eller fladjern for den sags skyld). Tesen var, at ligestilling også medførte et nødvendigt farvel til at identificere sig med kønsspecifikke udtryk.

Af forskellige uransagelige veje endte jeg som nyuddannet journalist i netop ejendomsbranchen. Dengang for næsten 30 år siden var vi vel nærmest kun to. Børsens Ebbe Munch Andersen og jeg. Og ejendomsbranchen bestod af mænd så langt øjet rakte. Jeg har stået som moderator på konferencer, hvor der var knap 100 deltagere og ikke en eneste kvinde udover mig selv. Jeg har også stået sene nætter på Roma på Mipim, hvor vi i den danske delegation måske var max 5 kvinder ud af 100.

Og selvom bemærkningen om brysterne er blevet fulgt af andre “interessante” men upassende tilbud og underholdning om mænds bedrifter og muligheder, og hvad de kunne gøre for mig gennem tiderne, har jeg aldrig for alvor følt mig intimideret. Hvorfor? Fordi jeg altid har følt, at jeg har kunnet feje dem væk, for jeg har selv haft magten over min karriere og udvikling. Jeg har altid kunnet sætte en skraldlatter op og sige “tak, men nej tak”. Den luksus er ikke alle kvinder forundt. Da Sofie Linde startede endnu en omgang debat om sexisme for nylig, var det præcis den udgang, hun fortalte, at hun også valgte. Hun sagde nej. Og formentlig har hun også tænkt noget i retning af “sikke en spade”.

Og selvfølgelig undskylder det ikke dårlig opførsel for man skal som udgangspunkt naturligvis ikke opføre sig som en spade. Der ligger et helt uangribeligt ansvar for at respektere andres grænser hos alle, der sidder i en magtposition. Men hvis vi for alvor skal den opførsel til livs, så er det som med alt andet vigtigt, at det simpelthen ikke virker at intimidere andre. At “den svage part” ikke længere er den svage part, men har modet til at sige nej.

Sålænge jeg stadig hører, at det er kvinders egen skyld, at de ikke kommer til tops, så er det måske også kvinders egen skyld, at de bliver tiltalt sexistisk? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Kvinder skal være i en position, hvor de kan sige nej. Det er naturligvis kvindernes eget ansvar at indtage den position, men der er brug for at synliggøre vejen dertil.

Jeg får nogle gange kritik for som chefredaktør at have været lidt for opmærksom på de gode historier om kvinder i ejendomsbranchen og sikre, at de bliver bragt frem. Der er aktører i branchen, der siger, at det bliver lidt for meget. Det er jeg uenig i. Det er nærmere for lidt.

Særligt i en mandsdomineret branche er der brug for, at de kvinder, der forsøger at spille en rolle, har forbilleder at spejle sig i. I et bundsolidt demokrati som det danske skal vi arbejde hen imod, at ingen kommer til at stå i en afhængighedssituation af andre, der kan ende med, at man føler det nødvendigt at finde sig i “noget”. Og som del af en branche, hvor nøgne modeller på væggen i skurvognen og en stærk underrepræsentation af kvinder på ledelsesplan stadig er hverdag, så har vi alle et særligt ansvar for at udøve den form for “empowerment”, der gør, at kvinder i branchen får den selvtillid, der skal til for bare at kunne slå en skraldlatter op, hvis de bliver udsat for det som Sofie Linde blev udsat for. Så svaret bare bliver “Hahaha – nej gu vil jeg da ej sutte din p.. bare, fordi jeg har flotte bryster.” En selvtillid, der kan bunde i, at man som kvinde kan se masser af andre stærke kvinder, der har klaret sig i branchen.

Så selvom du, der læser dette, aldrig har været hverken på den ene eller den anden side af den type situationer, der bliver omtalt i medierne i øjeblikket, ja så vedrører det faktisk dig alligevel. Kvinde som mand – ung som gammel! Og hvis jeg har fået det til at lyde let, så er det en fejl. Det er et langt sejt træk med indsats fra flere sider.

Læs også:

• 
  Gamle drenge og unge løver