I denne uge skulle Helsingør Byråd tage stilling til et nyt projekt på Hellebæk Klædefabrik. En stor erhvervsejendom i en hyggelig, naturrig mindre forstad til Helsingør, som Velliv og PensionDanmark nu gerne vil indrette boliger i. Det forstår jeg godt. Ejendommen, der blev renoveret tilbage i 1990 af det daværende Danbyg, kunne allerede fra starten ikke lejes ud til den domicillejer, det var tiltænkt. Derfor har den været delt i mindre lejemål, og nu går den ikke længere. Med 60 procent tomgang giver det ikke mening at have rent erhverv i ejendommen.

Det har fået en borger til at gå til facebook-tasterne og skrive et langt, sagligt og romantisk indlæg om dengang arbejderne stolt gik på arbejde, og at sådan skal det være igen. Al respekt for fantasien og drømmen. Men sådan er virkeligheden ikke.

Erhvervsvirksomheder er ligesom boligsøgende påvirket af en høj grad af urbanisering. Den gode (og især unge) arbejdskraft drages af centrale cool beliggenheder, hvor bylivet er lige om hjørnet. Den gode rekruttering er bare rigtig svær i et naturskønt område 40 km. fra København.

Det er lidt det samme som hvis man er ked af tomme huse på Lolland og leder efter nye landmænd, der har lyst til at drive landbrug i de forladte stuehuse. Det kommer ikke til at ske. Det er en ønskedrøm, men kan faktisk ikke få det til at ske.

Og det er endnu mere det samme, når man går ned ad Strøget i København og ser for mange shawarmabarer og godt kunne tænke sig pænere butikker. Ja, hvem kunne ikke det. Men p.t. er det slet ikke problemet. Problemet er tomgangen, og hvis man opsagde de mange butikker og satsede på gode brands, så ville endnu flere butikker måske stå tomme.

I sommer kørte Berlingske et blogindlæg og en video fra den ende af Strøget, der ligger op mod Rådhuspladsen. Og indrømmet – kønt er det ikke. Lige før finanskrisen var blandt andet det daværende Oskar Jensen Gruppen blandt dem, der forsøgte at købe flere ejendomme op for at tilføre en samlet løsning. Af flere forskellige grunde lykkedes det ikke. Absalon & Co. har også forsøgt flere løsninger. Men at ønske sig bedre butikker i øjeblikket gør det ikke.

Problemet er langt mere alvorligt, og man er jo som udgangspunkt ikke i den lykkelige position i øjeblikket, at man kan vælge og vrage mellem lejerne. Selv ikke, hvis man rent faktisk bare kunne sige nogle op til fordel for andre (hvad man ikke kan, hvis lejeren ikke er med på den).

Det er sjældent, at nogle vælger at leje ud til en shawarma butik, hvis de kunne få en topnotch designbutik til en højere kvm pris på en lang lejekontrakt.

Ejendomsbranchen kommer i stigende grad til at forholde sig til dialogen og til at forklare, hvorfor der ikke bare er frit valg på alle hylder, når man renoverer, bygger og udvikler. Det handler om store grundlæggende samfundsændringer, hvis betydning helt ned på den enkelte ejendom skal forklares i letforståelig form.

Det samme gør sig faktisk gældende ikke bare på Strøget men på gågader over hele Danmark.

Løsningen kunne være en ny form for dialog mellem lejere og udlejere, et samarbejde mellem udlejerne i en gade, et center eller et område og en model, hvor der kan kompenseres, hvis man bliver enige om en renovering. Udfordringen kan nemt blive, at bare en enkelt ejendomsejer får kolde fødder og i øvrigt måske ikke har kapitalen til at se ind i flere års renovering og manglende lejeindtægter.

Der er brug for, at ejendomsejere, lejere og offentlige myndigheder tænker nye tanker i forhold til samarbejde. Og her er den ene ende af Strøget slet ikke det mest kritiske eksempel. Corona-krisen har accelereret butiksdøden over hele Danmark, og her bliver det endnu vigtigere for at tiltrække fremtidige lejere og kunder, at der bliver skabt attraktive og koncentrerede detailmiljøer, som kan matche nettet og sofaen.

Ændringerne – både når det gælder detail og udvikling i andre sammenhænge – skal masseres ind i lokalområder, i brugere og andre interessenter i en langt mere holistisk form, hvor det forklares igen og igen, hvad og hvorfor. Ellers vil ejendomsejere og udviklere i stigende grad blive mødt med shitstorms og letkøbte dagsordener om, hvad de “bare” kan gøre.