Nordisk chef og partner Mette Seifert, M7 Real Estate. Foto: Foto: Wilfred Gachau

Kommentar fra ejendomstopchef: – Jeg kan ikke se logikken. Kan du?

Tirsdag blev regeringens nye udspil til en ny seniorpension præsenteret. For at finansiere tidlig pension vil regeringen beskatte ejendomme, der rummer for eksempel kontorer, butikker, industri og lejeboliger med en ny såkaldt lagerbeskatning. Den skal bidrage med 850 millioner kr. om året til tidlig pension. Lagerbeskatningen skal ifølge regeringens udspil træde i kraft fra 2023. Nordisk chef og partner Mette Seifert, M7 Real Estate, har sendt sin umiddelbare reaktion på udspillet til redaktionen, som vi her eksklusivt kan dele med Estatemedia.dk’s læsere:

Af Mette Seifert

Lad mig indledningsvist starte med at sige, at det er dejligt at Danmark har et velfærdssystem, og at jeg gerne vil være med til at bidrage  –  det troede jeg egentlig, at jeg allerede gjorde! Men når jeg læser regeringens seneste udspil, bliver jeg i tvivl – jeg er åbenbart nødt til at løbe lidt stærkere…

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, så nu rykker vi lige tilbage til start; tilbage til begyndelsen, men i den korte version.

Jeg er vokset op i en håndværkerfamilie. Min dejlige far, og før ham min farfar, er en af de murere, der har slidt og slæbt hele sit liv. Han blev selvstændig, skaffede andre arbejde. Han arbejdede blandt andet på byggeriet af Herlev Sygehus, og da jeg som lille kørte med S-toget sammen med min mor og kunne se Herlev Sygehus tårne sig op i horisonten, vinkede jeg, for jeg var overbevidst om, at han kunne se mig deroppefra. Allerede dengang tror jeg, at kimen blev lagt til at ville arbejde med byggeri og ejendomme.

Om få måneder fylder han, min far, 79 år, men først for 3 år siden lukkede han sit murerfirma ned, og tog derefter lige et par år mere på arbejdsmarkedet. Nu knaser knoglerne og lige pt. går han og venter på en brokoperation altimens, han står for alt det huslige på hjemmefronten og på den mest tålmodige og rummelige måde passer på min kære mor som på grund af sclerose sidder i kørestol; helt afhængig af hjælp. To ihærdige ildsjæle, som har knoklet hele livet. De er min inspiration til hver dag at stå op og finde en portion energi til at løbe lidt stærkere.

JA, vi skal tage os af vores ældre! De skal have en god (og VÆRDIG!) alderdom, og for nogen er muligheden for at gå tidligere på pension måske løsningen. Både fordi de måske så ikke når at ødelægge helbredet; kan blive længere i eget hjem og dermed får mere livskvalitet i alderdommen. Og det ”projekt tidligere pension” har naturligvis en pris – det skal finansieres.

Jeg selv fik mit første job, da jeg var c. 15 år; blandt fritidsjobbene var et rengøringsjob i et stilladsfirma, et aftenjob på et postsorteringscenter, smilende kassemedarbejder i et supermarked, alt imens jeg gennemførte gymnasiet og civilingeniørstudiet. Fik første ”rigtige” job som 24-årig.

Samtidig med det første job påbegyndte jeg en længere rejse, hvor jeg (ligesom mange andre) ved siden af fuldtidsjobbet gennemførte først en HD og dernæst en ejendomsmægleruddannelse. Sidste år rundede jeg 50 – jeg tør godt sige det højt – og har nu arbejdet i bygge- og ejendomsbranchen i mere end 25 år (ikke 40 år, men ”kun” 25 år, men har arbejdet for at tjene penge, siden jeg var 15.

Nu er jeg jo nok nået mere end halvvejs i livet. Jeg har, lige så længe jeg kan huske, haft arbejdsuger langt ud over de 37-40 timer. I lange perioder nok nærmere 60-80 timer og ofte har jeg måtte tage nattetimerne i brug for at nå alt det jeg gerne ville ved siden af arbejdet; have børn, se min familie (og passe på min familie), se mine venner (og passe på mine venner).

Mange vil sige …. det var og er dit eget valg at arbejde så meget. Rigtigt, det er det, men hvis vi vil have det her samfund til at flyve, så skal vi alle samme udrette noget; yde en indsats og indimellem en ekstraordinær indsats.

Jeg er en af dem, der betaler mere i skat end gennemsnittet, og det gør jeg med glæde. Der er ikke mange gulerødder, der kan få folk til at gide gøre en ekstraordinær indsats. Man skal vist være af en særlig støbning, hvis man alligevel gør. Og dem er der heldigvis rigtig mange af derude – ildsjæle! Og forhåbningen er jo, at når vi yder en ekstra indsats, så kan vi holde hjulene kørende og hjælpe dem, der har brug for det.

I min virksomhed (ligesom hos mange af mine branchekollegaer) køber vi ejendomme som vi forvalter; vi vedligeholder, vi renoverer og udover, at vi skaber tag over hovedet for andre virksomheder (nogle af mine kollegaer i branchen skaber endda tag over hovedet for mennesker som skal have et sted at bo), så skaber vi også arbejdspladser til andre; lige fra vores egne ansatte, til rådgivere, viceværter, håndværkere, rengøringsfolk, ansatte hos andre servicevirksomheder, producenter af byggematerialer osv. ”Fødekæden” er alenlang.

Med det udspil som regeringen i går lagde frem for at kunne finansiere ”projekt tidligere pension”, er ejendomsinvestorerne, og jeg foranlediges til at sige IGEN, blandt dem som står for skud.

Hvis man, som der lægges op til vil lagerbeskatte ejendomme, hvilket vil sige løbende opkræve skat af et estimeret POTENTIELT afkast – uden at afkastet rent faktisk nødvendigvis bliver eller kan realiseres, så vil det påvirke investorenes lyst og evne til at investere, og konsekvensen heraf vil være, at der så også bygges mindre – og det får ikke blot konsekvenser for dem, der investerer i ejendomme – men indirekte og i høj grad også for dem der har behov for tag over hovedet og for de som leverer ydelser og services til bygge- og ejendomsbranchen.

Det vil svare til, at du og jeg, som privatpersoner, løbende skal beskattes af en potentiel lønstigning eller bonus, som vi vel at mærke kun POTENTIELT kunne have fået…. måske kommer den lønstigning eller bonus aldrig til udbetaling, men vi skulle alligevel betale skat af denne ikke realiserede indtægt.

Lyder det rigtigt i dine øre? Kan du se logikken? Jeg har svært ved det.

Og de af mine kollegaer, der investerer i og vedligeholder boligudlejningsejendomme, de er i forvejen blevet presset af det nyligt vedtagede §5, stk. 2 indgreb med et loft på huslejestigninger i forbindelse med vedligeholdelse og opgraderinger af boligudlejningsejendomme.

Der er allerede så mange private virksomheder, pensionsselskaber og private personer, der bidrager og gør en kæmpe indsats og forskel, men der er behov for at tale om håndteringen og forvaltningen af de ressourcer og midler, som vi som samfund allerede har.

Læs mere i Kritik: Regeringen vil ramme ejendomsinvestorer med ekstra beskatning på 850 millioner kr.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder