torsdag 07. maj 2020 13:32
Flertal af ejendomsinvestorer: Markedet er fuldt tilbage i 2021
Selvom coronaviruskrisen på flere områder har ramt ejendomsbranchen, viser en ’coronaundersøgelse’ foretaget af den københavnske erhvervsmæglervirksomhed Cushman & Wakefield RED, at investorer er klar til nye ejendomsinvesteringer.
– Vores analyse viser meget klart, at mere end 50 procent af de adspurgte respondenter forventer at øge deres investeringer inden for de næste seks måneder, siger partner Lior Koren, Cushman & Wakefield RED.
Det sker i en kommentar til undersøgelsen, som blev gennemført i slutningen af april blandt danske institutionelle og private ejendomsinvestorer samt asset managers. 47 aktører har svaret.
Ifølge analysen overvejer under 10 procent ’at reducere deres ejendomsinvesteringer’, mens cirka 40 procent ingen ændringer forventer.
Boliginvesteringer er fortsat attraktive
Analysen viser, at det – set i lyset af de markedsmæssige påvirkninger, som coronakrisen har medført – er investeringer i boligudlejningsejendomme, der vurderes at have det bedste potentiale under den nuværende krise. Således giver 77 procent af de adspurgte udtryk for, at investering i boligudlejningsejendomme vil være mindst påvirket af krisen, mens 13 procent af de adspurgte nævner logistikejendomme.
Når investorerne skal give et bud på, hvordan de ser den værdimæssige udvikling af deres portefølje over de næste seks måneder, er der bred enighed om, at der i hvert fald ikke forventes værdiforøgelser. 7 procent af de adspurgte venter prisstigninger. En lille majoritet på 50 procent forventer uændrede priser, mens 43 procent ser et prisfald for sig.
Som årsag til en mulig negativ værdimæssig påvirkning af porteføljen i 2020 nævner godt 44 procent af de adspurgte ændringer i afkastkravet i markedet som den primære årsag – 28 procent peger på udviklingen i tomgang.
Markedet fuldt tilbage i 2021
På spørgsmålet om, hvornår investorerne tror på, at markedet er tilbage på ’før-coronaniveau’ svarer 53 procent, at det sker i 2021. 22 procent vurderer, at det først sker i 2022, mens 19 procent tror, det sker i 2020.
Adspurgt om, hvornår investorerne overvejer at købe, er svaret for 60 procents vedkommende ’nu’. Det flugter med samme investorers svar på spørgsmålet om, hvorvidt coronakrisen vil åbne for investeringsmuligheder. Her svarer lige over 60 procent, at de forventer, at krisen vil åbne for opkøbsmuligheder.
– Svaret giver formentlig også en del af forklaringen på, at investorerne forventer at øge deres porteføljer. De håber at se gode muligheder i markedet som følge af den aktuelle uro, siger Lior Koren.