
onsdag 15. april 2020 07:06
Op til 92 procent færre fodgængere i københavnske strøggader
Regeringens delvise nedlukning af Danmark har ikke overraskende ført til store fald i antallet af besøgende på de københavnske strøggader. Nye tællinger fra erhvervsmægleren Cushman & Wakefield RED viser en nedgang på mellem 82 og 92 procent i forhold til gennemsnittet for samme dag for de seneste fire år.
Siden år 2016 har RED hver anden fredag foretaget tællinger af antallet af fodgængere på strøggaderne i København. Ved den seneste tælling fredag den 3. april – fredagen inden påske – blev der talt fodgængere på seks centrale placeringer på Strøget og Købmagergade. Tællingen viser, sammenlignet med gennemsnittet for samme fredag før påske for de seneste fire år, en markant nedgang i antallet af fodgængere.
Antallet af fodgængere ved den seneste tælling var mellem 82 og 92 procent lavere afhængig af placeringen.
En stor andel af butikkerne på strøggaderne har valgt at lukke deres butikker, mens butikker, der stadig holder åbent, må se langt efter potentielle kunder.
De få mennesker, som fortsat bevæger sig rundt på strøggaderne, er alt andet end de typiske kunder som familier, turister og grupperinger af unge. I stedet er størstedelen af fodgængerne hundeluftere og par.
Gennemsnitligt antal fodgængere i timen
