tirsdag 17. marts 2020 09:25
Heimstaden finder ny dansk landechef
Michael Byrgesen Hansen bliver ny landechef i Danmark for det svenske ejendomsselskab Heimstaden. Dermed følger han efter Leif Boje Espesen, som var adm. direktør indtil han sidste arbejdsdag 31. januar. Siden har Michael Byrgesen Hansen været fungerende landechef.
Læs mere i Heimstadens direktør i Danmark stopper: Dét brænder jeg for
53-årige Michael Byrgesen Hansen kom til Heimstaden 1. april 2019 for at tiltræde en stilling som chef for Heimstaden Danmarks Asset Management og har været midlertidig dansk landechef siden Leif Boje Espesens fratrædelse.
Michael Byrgesen Hansen har knap 30 års erfaring fra ejendomsbranchen, senest 14 år i Ingka-gruppen (Ikea), hvor han har haft en række forskellige stillinger som blandt andet udviklingsdirektør i Europa, Managing Director i Spanien og Regional Asset Manager, Europe.
– Heimstaden Danmark har været igennem en fantastisk udvikling de sidste par år og er nu på vej ind i en ny og spændende fase, hvor vi fortsat skal fokusere på at sikre tidssvarende boliger på det danske lejeboligmarked og sublim beboerservice på tværs af hele værdikæden. Det er et arbejde, der allerede er i fuld gang, og som jeg ser frem til at sætte endnu mere fokus på, siger Michael Byrgesen Hansen.
Tiltræder formelt 1. april
Formelt tiltræder Michael Byrgesen Hansen som adm. direktør for Heimstaden i Danmark 1. april.
– Vi er glade for, at Michael Byrgesen Hansen kom igennem som den stærkeste kandidat efter en grundig ansættelsesproces. Han er allerede fuldt ud på linje med vores kultur og visionen om Friendly Homes (boliger med omtanke, red.), og vi ser frem til at udvikle virksomheden videre sammen med Michael, siger adm. direktør Patrik Hall, Heimstaden-koncernen.
I Danmark består Heimstadens portefølje aktuelt af 136 ejendomme og 10 nye udviklingsprojekter med i alt cirka 10.000 boligenheder og 165 erhvervsenheder. Den danske organisation tæller 125 ansatte, der arbejder fra kontorer i København og Horsens.
Processen med at rekruttere en efterfølger som chef for Heimstaden Danmarks Asset Management går nu i gang.
Læs meget mere om Heimstadens resultater i 2019 i Heimstadens lejeindtægter stiger 43 procent til 3,4 milliarder kr.