Boliggruppen hører hjemme på Hinderupgård på Niels Bohrs Allé i Odense M

Værdireguleringer skærer millioner af Boliggruppens overskud

Det odenseanske ejendoms- og projektudviklingsselskab Boliggruppen kommer ud af 2019 med et resultat før skat på 14,4 millioner kr. mod 21,3 millioner året før – det svarer til et fald på 32 procent.

Den lavere bundlinje skyldes værdireguleringer, der er cirka 10 millioner kr. mindre end i 2018. Værdien af investeringsejendomme er baseret på et afkast på henholdsvis 6,6 procent for boligejendomme og 8,3 procent for erhvervsejendomme, mens det vægtede afkastkrav under ét er 7,7 procent.

– Vi er tilfredse med præstationen i 2019, som er gået nogenlunde som forventet, hvor vi igen har haft stort fokus på specielt udvikling af vores projektejendomme, herunder tomgang på erhvervslejemål. Det har bevirket, at tomgangsprocenten igen er faldet til et for os historisk lavt niveau, siger ejer, stifter og adm. direktør Carsten Skov, Boliggruppen, og uddyber:

– Årets resultat er negativt påvirket af, at vi har gennemført betydelige arbejder på opgradering af ejendomsporteføljen. Vi har ligeledes fokuseret på den fremtidige drift og brugt ressourcer på organisationen og den fremadrettede forretningsmodel.

Projekter
Boliggruppen har i 2019 realiseret nogle projektejendomme, som har været igennem en større eller mindre udvikling.

I Nyborg er virksomheden ligeledes i gang med at udvikle flere projekter, som har bidraget til forskønnelse af byen, og flere er på vej.

I Odenses nye vækstcentrum arbejder Boliggruppen med en samlet byudvikling af et erhvervsområde i Odense M, Tech Town Odense, hvor virksomheden disponerer over en række eksisterende ejendomme med et bygningsareal på cirka 15.000 kvm og med yderligere byggeretter på 15.000 kvm, hvoraf der aktuelt er et kontorhus på små 3.000 kvm under opførelse, som er færdigt 1. april. Det samlede område vil fuldt udbygget være på 30.000 kvm.

– Med baggrund i dette område og med brugernes ændrede behov inden for kontorsegmentet vil Boliggruppen med dette projekt bidrage til at sætte nye standarder for, hvad domiciler for specielt it- og tech-branchen skal indeholde, siger Carsten Skov.

2020 tegner godt
Ifølge Carsten Skov er det fortsat Boliggruppens strategi for de kommende år at øge aktiviteten. Starten af 2020 har budt på en fortsat god efterspørgsel på erhvervslejemål, og Boliggruppen forventer derfor, at tomgangen fortsat vil være på et lavt niveau.

– På denne baggrund og med det fundament, der er skabt de seneste år, markedets generelle udvikling og det fortsat lave renteniveau forventer Boliggruppen et bedre resultat i 2020 og dermed en styrkelse af selskabets kapitalgrundlag, siger Carsten Skov.

Boliggruppen A/S havde per 31. december 2019 en egenkapital på 105 millioner kr. mod 94 millioner kr. på samme tidspunkt året før. Selskabets bestyrelsesformand er Michael Vinther, advokat i DLA Piper i København.

Boliggruppen er et ejendoms- og projektudviklingsselskab, der udvikler og udlejer både bolig- og erhvervsejendomme på Fyn og i Syddanmark. Virksomheden blev grundlagt i år 2000 af ejer og adm. direktør Carsten Skov.

 

Seneste årsregnskaber – Boliggruppen

Kilde og grafik: Boliggruppen A/S’ årsrapport 2019




Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder