mandag 18. november 2019 13:48
Vaffelfirma flytter til 5.350 kvm stor ejendom ved Aarhus
Den aarhusianske virksomhed Frima Vafler overtager i det nye år en 5.350 kvm stor lager- og produktionsejendom i Tilst ved Aarhus.
Virksomheden overtager officielt lejemålet 1. marts 2020, men begynder at flytte ind fra 1. februar.
Colliers har formidlet lejemålet for selskab i A. Enggaard-koncernen.
Frima Vaflers historie går tilbage til 1958 – i dag er Frima Vafler en international leverandør af vafler i alle former samt en lang række tilbehør til is. Selskabet eksporterer til store dele af verdenen. Udover Skandinavien er Frima Vaflers største markeder Frankrig, Holland og Tyskland.
Flytningen til Tilst fra 3.979 kvm på Gunnar Clausens Vej i Viby sydvest for Aarhus skyldes blandt andet, at virksomheden igen vokset ud af sine lokaler.
– Udlejer var med på, at der skulle bygges om, så lokalerne kunne tilpasses vores ønsker, hvilket i høj grad også har påvirket vores beslutning. Med ejendommen i Grydhøjparken får vi en moderne ejendom, der er tilpasset vores behov og den udvikling, vi er i, siger adm. direktør Thomas Nilsson, Frima Vafler.