mandag 05. august 2019 13:48
Fynske investorer tjener fortsat styrtende på guldæg i Berlin
Tre fynske ejendomsinvesteringsselskaber – med adresse i Nyborg – tjener årligt et trecifret millionbeløb på udlejningslejligheder i Berlin. Det drejer sig om Esplanaden Berlin Holding, Berlin KGi og Berlin Wohnungs Invest med adm. direktør Jesper Kim Pedersen.
I alt fik de tre selskaber et overskud før skat på 389 millioner kr. i 2018. Det er dog ikke lige så meget som året før, hvor det blev til 623 millioner kr. før skat.
Siden 2010 har de tre selskaber haft et samlet overskud på omkring 1,5 milliard kr. før skat.
Selskaberne har over en årrække opkøbt i alt 3.300 lejligheder i Berlin, som lejes ud som boliger. Langt den største del af overskuddene består af værdistigninger på boligejendommene.
I 2005 fik revisoruddannede Niels Peter Nielsen og Jesper Kim Pedersen lov at investere i berlinske ejendomme af deres daværende arbejdsgiver Sydfyenske Holding, der var ejet af københavneren Gunner Ruben, men som senere er gået konkurs.
– Dengang investerede alle i ejendomme i København, men vi syntes, at det så usundt og dyrt ud, så vi kiggede andre steder hen og fandt ud af, at Berlin var i en ejendomskrise, prismæssigt var langt efter København og havde et meget stort potentiale, har bestyrelsesformand Niels Peter Nielsen tidligere sagt til Fyens Stiftstidende.
Niels Peter Nielsen er sammen med adm. direktør Jesper Kim Pedersen stadig de aktive personer i Esplanaden Berlin Holding, Berlin KGi og Berlin Wohnungs Invest. Andre investorer i virksomhederne er Brian Djernes, Knud Andreasen og Niels Pohlmann. Investorerne har tilsammen fået 72 millioner kr. udbetalt i udbytte.
Læs også Fynske investorer tjener enormt på boliger i Berlin