tirsdag 07. maj 2019 08:53
Kammeradvokat er ny bestyrelsesformand i Blue Capital
Efter 6 år som bestyrelsesformand for Blue Capital er advokat Kaj Andreasen fratrådt Blue Capitals bestyrelse. Blue Capital omsatte ved Kaj Andreasens indtræden som bestyrelsesformand årligt ejendomme for cirka 50 millioner kr. og aflagde i første regnskabsår under hans formandskab et regnskab med et resultat efter skat på cirka 150.000 kr.
Blue Capital har sidenhen totalt omsat ejendomme for mere end 1,5 milliarder kr. og har netop aflagt årsregnskab for 2018 med et resultat efter skat på 9,1 millioner kr.
– Kaj Andreasen har været selskabets bestyrelsesformand i mere end 2/3 af virksomhedens virke og været en uundværlig del af selskabets vækst og virke fra start til slut. Det var et stort fagligt løft for Blue Capital, at Kaj Andreasen i 2013 takkede ja til posten som bestyrelsesformand i en på daværende tidspunkt kun tre år gammel virksomhed, og tilmed på et tidspunkt, hvor offentlige udbudte ejendomsprojekter blev set på med en vis skepsis, siger Blue Capitals direktør og hovedaktionær Martin Kibsgaard Jensen.
Indtrædende bestyrelsesformand er advokat Henrik Puggaard, partner hos Kammeradvokaten – Advokatfirmaet Poul Schmith, der har speciale indenfor fast ejendom, herunder særligt OPP/OPS projekter, ejendomsudvikling og transaktioner, samt finansiel regulering inden for fast ejendom (FAIF).
– Henrik Puggaards kvalifikationer understøtter Blue Capitals position som Danmarks førende udbyder af erhvervsejendomme, hvor vi arbejder kompromisløst ud fra en forudsætning om, at vores høje standard altid afspejles i vores udbud. Herudover forventer vi at markedet i stigende grad vil blive underlagt regulering og diverse retningslinjer udstukket af Finanstilsynet, ligesom det er sandsynligt, at der til Blue Capitals produktsortiment vil komme ejendomsfonde eller lignende, der vil være underlagt FAIF-lovgivningen.
Blue Capitals bestyrelsen består efter formandsskiftet tillige af Jens Thomas Lange, som er managing partner i Trust Forsikring og Pension samt Martin Kibsgaard Jensen.
Læs også Her er årets bedste ejendomsadvokater
Læs også CBRE GWS ansætter juridisk problemknuser til nordisk toppost (+)
Læs også RED opruster for at imødekomme markant stigende tilgang af opgaver