tirsdag 05. marts 2019 10:35
A&O åbner nyt hostel i Sydhavn
Nu melder tyske A&O Hostels sig på banen med endnu et hostel i København. Kæden, som åbnede det første hostel i 2017, indvier i foråret 2020 nummer to: 802 sengepladser fordelt på 219 værelser.
Det er UCC’s gamle pædagogseminarium, der nu bliver lavet til et hostel. Dermed bliver A&O Hostels nabo til det nye Moxy boutique-hotel.
– Men det slutter ikke nødvendigvis her. Selvom der bygges mange hoteller i København, så er markedet ikke mættet endnu, hvis man sammenligner med andre lignende byer. Derfor er vi stadig på udkig efter flere lokationer i København og i Aarhus og så i Sverige. Men det er ikke ligefrem, fordi det hænger på træerne med tomme bygninger, man kan indrette hoteller i, siger Kasper Rønnow, direktør for A&O Hostels i Danmark.
I stedet for at bygge hoteller fra bunden er det A&O Hostels strategi at overtage centralt beliggende ejendomme for forholdsvis få penge og modernisere dem, så de passer præcist til A&O hostels’ gæster.
A&O Hostels’ kernemålgrupper er grupper, især skoleklasser, og familier med børn. Samtidig er der en stigende tendens til, at også forretningsrejsende og enkeltpersoner overnatter på A&O.
– Vores gæster bor centralt i moderne bygninger og har nemt ved at komme rundt ved hjælp af offentlig transport. Alt sammen for ganske få penge, tilføjer Kasper Rønnow.
Det kommende hostel får seks etager og adresse i det nye Sydhavnen klos op ad Teglholmen. Bag hostellets design står A&O Hostels egne arkitekter. Fokus er på lyse, enkle rum, hvoraf hovedparten er udviklet til familier. I lobbyområdet etableres en række opholdsrum, hvor gæsterne kan spille, arbejde eller slappe af med en bog. Gratis wifi i streamingkvalitet følger med.
I forvejen har A&O Hostels et hostel med 270 værelser på Nørrebro. Her har man positive erfaringer med at tilbyde moderne overnatningsfaciliteter til nedskruede priser.
– I København koster et almindeligt hotelværelse typisk fra 950 kr. og opefter. Til sammenligning begynder vores priser fra cirka 200 kr. pr. døgn for to forældre og alle deres børn, så længe de er under 18 år. Det er en utrolig konkurrencestærk pris, som vi har stor succes med. Vi sørger for en hyggelig, familievenlig stemning. Flere og flere rejsende, især fra Tyskland, men også fra Danmark, booker værelser hos os. Derfor er vi nu er på vej med næste hostel. Jf. vores vækststrategi forventer vi flere åbninger i Skandinavien i de kommende år, siger Kasper Rønnow.
Læs også: PFA og Topdanmark køber 4-stjernet hotel i Carlsberg Byen
Læs også: Transformation: Amerikansk koncept får nordisk hotelpremiere i Danmark