onsdag 13. februar 2019 06:57
Ny formand for Lintrup & Norgart er Vice President i Lego
Lintrup & Norgart får Niels Jørgensen fra Lego-koncernen og tidligere topchef for spiludvikleren IO Interactive som ny bestyrelsesformand.
Således sætter Niels Jørgensen sig efter syv år i bestyrelsen for den københavnske erhvervsmæglervirksomhed sig i formandsstolen. Han blev uddannet som jurist som 24-årig og har siden 2013 været Vice President i Lego-koncernen. Inden var han en årrække finansdirektør og senere topchef i IO Interactive, der satte Danmark på computerspil-verdenskortet med Hitman, som også er filmatiseret. I IO Interactive-tiden mødte han Lintrup & Norgart, da den voksende spiludvikler skulle have nye lokaler.
– Som ny formand ser jeg frem til vores strategiproces; den nuværende strategi løber til og med 2019, men vi har nået de langsigtede omsætningsmål flere år før tid, blandt andet i kraft af en udvidet palet af ydelser og rådgivning, siger Niels Jørgensen, der har en fortid som elitespiller i håndbold og har fremhævet tidligere håndboldlandsholdstræner Ulrik Wilbek som et ledelsesforbillede.
Niels Jørgensen er opvokset i Brønshøj, men bor i dag med sin hustru og parrets to børn i Paris som del af Lego-jobbet, hvor han er landechef for Frankrig, Spanien og Portugal.
Niels Jørgensen er bror til Morten Hübbe, der er topchef i forsikringskoncernen Tryg.
Nyt bestyrelsesmedlem og partnerkredsen
Partner og adm. direktør Stig Lintrup er selvsagt glad for, at Niels Jørgensen har takket ja til formandsposten:
– De senere år har vi internt udbygget virksomhedens kompetencer ved at ansætte flere tunge profiler fra ejendomsbranchen, og derfor har vi i bestyrelsen brug for erfarne kræfter, der kan supplere med strategisk og forretningsmæssig indsigt. Her kan Niels Jørgensen i høj grad bidrage med sin store erfaring og sit solide overblik, ikke mindst, når vi skal lægge ny strategi.
Hos Lintrup & Norgart er Mikkel Primdal Kæregaard samtidig indtrådt i bestyrelsen. Han er både partner og bestyrelsesformand for advokatselskabet Horten.
Derudover er partnerkredsen repræsenteret i bestyrelsen af Susan Hellner Lintrup. De øvrige partnere er grundlæggerne Stig Lintrup og Jesper Norgart samt Peter Back og Thomas Wenzell Olesen.
De senere år har Lintrup & Norgart udbygget sit oprindelige speciale, kontorudlejninger i Storkøbenhavn, med at formidle salg af investeringsejendomme.
Læs også Overraskende begyndelse på årets boligsalg (+)
Læs også Benchmark: Ejendomme i Storkøbenhavn gav 8,9 procent i 2018
Læs også Mæglere med en række bud på markedsudviklingen i 2019 (+)
Læs også Mæglere ser vidt forskelligt på transaktionsudviklingen i 2019 (+)
Læs også Travlt 2018 sluttede med stærk slutspurt for mæglere (+)
Læs navnenyheder her