onsdag 30. januar 2019 10:36
Scandic finder ny dansk topchef efter Jens Mathiesens forfremmelse
Scandic, Danmarks største hotelkæde, præsenterer i dag Søren Faerber som ny adm. direktør i Danmark. Han begynder med det samme og bliver samtidig en del af Scandics koncernledelse. Søren Faerber afløser Jens Mathiesen, som 17. januar blev præsenteret som ny præsident og adm. koncerndirektør i Scandic.
Søren Faerber kommer fra en stilling som distriktsdirektør for Scandics hoteller i København og Østdanmark.
– Jeg er utrolig stolt over den tillid, der er vist mig, og jeg glæder mig meget til at tage arbejdshandskerne på i min nye rolle. Der er allerede en klar strategi for Scandic i Danmark, som indebærer stor vækst med både nye hoteller og medarbejdere de kommende år. Den rejse ser jeg frem til at stå i spidsen for at sikre, at vi fortsætter og videreudvikler med samme kraft og sammenhold som hidtil, siger Søren Faerber, som siden maj 2015 har haft det overordnede ansvar for alle Scandics hoteller i København og Østdanmark.
Den nye topchef i Danmark er 48 år og har en uddannelsesmæssig baggrund fra blandt andet Copenhagen Business School, hvor han har en Master i Business Administration.
– Jeg er glad for, at Søren Faerber har takket ja til stillingen som adm. direktør i Danmark. Søren kender Scandic indgående, og jeg er sikker på, at han både kan videreføre og udvikle virksomheden i Danmark – til glæde for både gæster og medarbejdere, siger Jens Mathiesen, præsident og adm. direktør i Scandic-koncernen.
Er selv blevet forfremmet
Jens Mathiesen blev for nylig forfremmet, efter hans forgænger, Even Frydenberg, blev afskediget forud for offentliggørelse af Scandics årsregnskab.
Læs mere i Afskedigelse sender Jens Mathiesen til tops i Scandic-koncernen
Når Scandic-koncernen fremlægger årsregnskab 19. februar, vil nettoomsætningen være omkring 4,6 milliarder svenske kr. – svarende til omkring 3,3 milliarder danske kr., oplyser Scandic. Et justeret driftsresultat vil lande på omkring 480 millioner svenske kr. hvilket svarer til cirka 350 millioner danske kr.
Scandic er Nordens største hotelkæde med et netværk af 280 hoteller med i alt 55.000 værelser i drift og under udvikling i seks lande.
Fire nye danske hoteller på vej
Inden for de næste år åbner Scandic fire nye hoteller i Danmark, som betyder, at hotelkæden tilføjer mere end 2.000 værelser til sin portefølje.
Det drejer sig om åbning i år af Scandic Falkoner på Frederiksberg med 370 værelser. I 2021 slår hotelkæden dørene op for et nyt hotel med 357 værelser ved Københavns Lufthavn. Samme år åbner på Kalvebod Brygge Scandic Spectrum, som bliver Scandic-koncernens største hotel med 632 værelser. Endelig åbner Scandic i 2022 et hotel- og konferencecenter på Aarhus Ø.
Læs også Core Hospitality får ny adm. direktør efter Peter Haaber
Læs også Christian Kielgast overtager Knud Larsens ejerandel i NHC
Læs også Zleep Hotels solgt for trecifret millionbeløb til tysk hotelgruppe
Læs også Petter Stordalen taber 150 millioner kr. på ny dansk offensiv
Læs også 8.500 hotelværelser på vej i København
Læs mange flere nyheder om hoteller her
Læs mange flere navnenyheder her