mandag 14. januar 2019 10:47
C.F. Møller Architects finder ny topdirektør
C.F. Møller Architects’ hidtidige vicedirektør, jurist Lone Bendorff, indtræder med virkning fra i dag som partner og udnævnes samtidig til ny adm. direktør for arkitektvirksomheden.
– Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere Lone Bendorff som partner og CEO i C.F. Møller Architects. Med Lone får vi en kapacitet med internationalt udsyn og ledelseserfaring, som sjældent forefindes i arkitektverdenen. Sammen med hendes både stærke og behagelige personlighed og forståelse for arkitektfaget og byggebranchen er det glædeligt og naturligt at foretage denne udnævnelse, siger bestyrelsesformand Klavs Hyttel, C.F. Møller Architects.
Lone Bendorff kom til C.F. Møller Architects i 2015 fra en stilling som Senior Vice President Legal & Risk Management i Vestas og indtrådte i august 2017 i direktionen som vicedirektør.
– Jeg glæder mig til den nye rolle, og selv om jeg går til den med en vis ærefrygt og respekt, så føler jeg mig samtidig godt klædt på til opgaven, siger Lone Bendorff, der er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og Kings College i London.
Før C.F. Møller Architects og Vestas var hun jurist hos Gorrissen Federspiel fra 1998 til 2005.
Læs også Arkitema topper listen over største arkitektfirmaer (+)
Ny ejerkreds
Hidtidig adm. direktør, arkitekt og partner Klaus Toustrup har de sidste fem år sideløbende med udviklingen af store projekter varetaget rollen som adm. direktør. Han træder tilbage som adm. direktør for at fokusere på C.F. Møllers forretningsudvikling og en professionalisering af hele organisationen.
Direktionen udgøres nu af adm. direktør Lone Bendorff, bestyrelsesformand Klavs Hyttel, økonomidirektør Birgit Møller og partner Klaus Toustrup.
Partnerkredsen i C.F. Møller Architects med hovedkontor i Aarhus består af arkitekterne Klaus Toustrup, Klavs Hyttel, Michael Kruse, Julian Weyer, Mads Mandrup Hansen, Lone Wiggers, Mårten Leringe, Christian Dahle og jurist Lone Bendorff.
Der er syv associerede partnere, som er arkitekterne Jonas Toft Lehmann, Rune Bjerno Nielsen, Lasse Vilstrup Palm, Ola Jonsson, Rolf Nielsen, Thue Borgen Hasløv og Franz C.A. Ødum.
Seneste navnenyheder:
Christian Fladeland ny CIO i Heimstaden
Camilla van Deurs bliver ny stadsarkitekt i København
Arkitema udvider partnerkreds kraftigt med nye titler
Ikano ansætter byggechef og seniorprojektudvikler
RED henter associeret partner og marketingchef i Newsec
Læs mange flere navnenyheder her
Læs flere nyheder om arkitektfirmaer her