torsdag 01. november 2018 06:48
Byggeri af Carlsberg Byens største enkeltstående erhvervsdomicil går i gang
Carlsberg Byen har netop underskrevet entreprisekontrakt på opførelsen af bykvarterets største enkeltstående erhvervsdomicil, ”Emil Christian Hansen Hus”.
Til opgaven er valgt et team bestående af Arpe & Kjeldsholm som entreprenør, Danielsen Architecture som arkitekt, Schønherr som landskabsarkitekt og Rambøll som ingeniører.
Carlsberg Byen ønsker ikke at oplyse, hvad entreprisesummen er på Emil Christian Hansen Hus-projektet. Det oplyser selskabet bag Carlsberg Byen aldrig ved byggeprojekter.
– Teamet består af velprøvede navne, som i den foreløbige proces har vist gode takter i forhold til samarbejde og problemløsning. Jeg glæder mig til at se de indledende gode takter bliver båret ind i byggeprocessen, så vi ender op med et kvalitetsbyggeri på et højt håndværksmæssigt og arkitektonisk niveau, siger adm. direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus.
Kontorhuset på 20.055 kvm er fordelt på cirka 16.000 kvm over terræn og 4.000 kvm i kælder. Huset bliver et multidomicil med plads til op til omkring 1.100 medarbejdere. Til huset hører parkeringskælder, restaurant, gårdhaver, tagterrasser og café.
Indflytning i 2021
Det nye kontordomicil på hjørnet af Vester Fælledvej og Ny Carlsberg Vej vil fungere som indgangsparti til Carlsberg Byen fra Vesterbro. Der er allerede fundet en lejer til ejendommen. Det er it-virksomheden Visma, der rykker ind, når bygningen ventes færdig primo 2021.
Læs mere i It-selskab flytter til 20.000 kvm domicilbyggeri i Carlsberg Byen (+)
Navnet til huset kommer i øvrigt fra Emil Christian Hansen, som i 1877 blev ansat på Carlsberg Laboratorium i Valby, hvor han gjorde en meget vigtig opdagelse, nemlig at gær består af forskellige former for fungi, og at gær kan kultiveres. Han isolerede gærcellen og kombinerede den med en sukkeropløsning, hvorefter han producerede rent gær, den såkaldte rendyrkning.
Seneste nyheder om Carlsberg Byen:
Tysk ejendomsinvestor indtager Danmark med to erhvervskøb (+)
Züblin skal bygge yderligere 49.000 kvm i Carlsberg Byen
PFA og Topdanmark køber 4-stjernet hotel i Carlsberg Byen
Aarsleff-ledet team skal bygge Københavns højeste boligtårn på 120 meter
Carlsberg Byen udvælger team til 33.200 kvm boliger og erhverv