Partner og direktør René Neesgaard, Colliers, (til venstre) med ejer og direktør Bjarne Pedersen, Pedersen Gruppen, fotograferet tidligere på den grund, hvor Ikea nu alligevel ikke bliver bygget på i denne omgang

Ikea udskyder nyt varehus på ubestemt tid

Nye forbrugsmønstre med fokus på convenience og nethandel, prioritering af Ikea København og Ikeas arbejde globalt med at udvikle fremtidens varehus.

Sådan forklarer Ikea Danmark, hvorfor boligvarehuset sætter byggeri og åbning af et varehus i Esbjerg ”på pause”.

For et år siden offentliggjorde Ikea ellers, at møbel- og indretningskæden ville etablere et varehus i Esbjerg. Efter planen skulle varehuset på den 55.000 kvm store grund på Kjersing Ringvej stå klar til at åbne i 2021. Men både eksterne og interne faktorer har påvirket tidsplanen.

– Vi var enormt glade for den varme modtagelse vores planer om at åbne et varehus i Esbjerg fik. Derfor er vi mindst lige så kede af at måtte sætte esbjergensernes tålmodighed lidt på prøve nu, hvor vi melder ud, at vi desværre ikke kan overholde den oprindelige tidsplan.

– Vi ser et stort potentiale i den syd- og vestlige del af Jylland og ser frem til at tilbyde vores sortiment til lave priser i Esbjerg. Men når vi kommer til Esbjerg, skal det være i den rigtige form, så vi bygger et varehus, der har fremtiden foran sig, forklarer adm. direktør Anders Lyhne Nordtorp, Ikea Ejendomme.

Ingen oplysninger om ny tidshorisont
Det får konsekvenser for planen om et Ikea-varehus i Vestjylland, at flere og flere danskere handler på nettet frem for i de fysiske butikker.

– Det er en udvikling, vi er nødt til at tage seriøst. Det er vores ambition at bygge nye varehuse, der sikrer, at vi møder vores kunders behov og giver dem den bedst mulige Ikea-oplevelse i fremtiden. Derfor arbejder vi på at afklare, hvordan kundemødet skal være i fremtiden, og det har også indflydelse på vores planer i Esbjerg, forklarer Anders Lyhne Nordtorp.

For tiden fokuserer Ikea på at redefinere planerne for sit kommende varehus på Kalvebod Brygge i København.

Læs mere i Ikeas nye city-varehus i København skrumper og bliver forsinket

– Pausen i Esbjerg er en naturlig følge af, at vi også har måttet ændre tidsplanen i København, siger direktøren for Ikea Ejendomme.

Grunden, som det nye varehus skal opføres på, har Ikea Danmark købt af Pedersen Gruppen, Esbjerg. Lokalplanen for området blev godkendt af byrådet i Esbjerg Kommune 8. oktober.

Ikea Danmark kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om en ny tidshorisont for byggeriet af Ikea Esbjerg.

Læs mere i Nyt Ikea i Esbjerg kan vokse med 10.000 kvm før åbning

Læs også Ikea opfører varehus i Esbjerg på 50.000 kvm grund





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder