
mandag 19. marts 2018 07:08
Ikeas nye city-varehus i København skrumper og bliver forsinket
Når Ikeas nye varehus åbner ved Dybbølsbro nær hovedbanegården i København, bliver det ikke som tidligere udmeldt med en butik på 37.000 kvm. Det bliver heller ikke i 2019-2020.
Det skriver dagbladet Politiken.
– Vi er ved at redefinere varehuset, som bliver mindre end planlagt. Det er endnu ikke muligt at sige, hvor stort varehuset bliver, siger ekspansionschef Anders Lyhne Nordtorp fra Ikea Danmark, til Politiken.
I marts 2016 meddelte Ikea, at kæden ville bygge et city-varehus på 37.000 kvm på Kalvebod Brygge, hvilket er på størrelse med Ikea i Høje Taastrup. Til sammenligning er Ikeas varehus i Gentofte på 21.000 kvm.
– Jeg kan ikke sige præcist, hvor stort varehuset bliver. Vi er i dialog med myndighederne om en ny plan. En mulighed kunne være at udforme varehuset anderledes end planlagt, siger Anders Lyhne Nordtorp.
– Det er ikke muligt for os at åbne city-varehuset i 2020, og det er for tidligt at sige noget om, hvornår det åbner, siger han videre til Politiken.
Lokalplanen blev godkendt i juni 2017.
Derfor skrumper varehuset
Ikea ændrer sine planer som følge af ændrede forbrugsmønstre hos kunderne.
– I vores nuværende varehuse har kunderne taget varerne med, når de købte dem. Det har krævet, at vi havde masser lagerplads i varehusene. Fremadrettet forventer vi, at kunderne i højere grad får leveret varerne efterfølgende, hvilket allerede er en tendens i dag, forklarer ekspansionschefen.
Det kommende varehus indgår i helhedsplanen for området omkring Dybbølsbro, som også omfatter et Cabinn-hotel på 21.000 kvm samt 2 “kaktustårne” på i alt 16.000 kvm med plads til op til 500 ungdomsboliger.
Ikea-varehuset og Cabinn-hotellet er tegnet af arkitektfirmaet Dorte Mandrup. Kaktustårnene er tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group.
Læs også MT Højgaard skal stå for første fase af Ikea-varehus ved Dybbølsbro
Læs også: 37.000 kvm Ikea ved Dybbølsbro bliver en realitet
Læs også Nyt Ikea indgår i 74.000 kvm. lokalplan for Kalvebod Brygge