tirsdag 30. oktober 2018 09:46
Dansk deltagelse på Mipim 2019 er udfordret
Regeringen og Dansk Folkeparti blev i foråret enige om rammerne for et nyt erhvervsfremmesystem – hvor erhvervsfremmeindsatsen tidligere har været forankret hos de danske regioner, bliver den nu en opgave for landets kommuner. Det betyder, at Region Hovedstaden har trukket sig fra samarbejdet om den danske stand på Mipim.
– Det nye erhvervsfremmesystem har fået den konsekvens, at Region Hovedstaden imod forventning ikke kan bidrage med deres sædvanlige økonomiske bidrag, og endnu vigtigere: De kan heller ikke stille underskudsgarantien, siger landsformand Tony Christrup, Byggesocietetet.
Byggesocietetet overtog sidste år arbejdet med at organisere den danske stand på Mipim. Standen har en omkostning på knap 2 millioner kr.
Mindre dansk stand i 2019
– I Byggesocietetet og Greater Copenhagen er ambitionerne fortsat høje, men vi må også være realistiske. Udgifterne til leje og projektering af Greater Copenhagen-standen udgør en stor del af det samlede Mipim-budget, og for at sikre en ansvarlig drift har vi derfor valgt at ændre setup.
Den danske stand bliver derfor mindre i 2019. Men der er fortsat brug for flere sponsorer og partnere på standen for at realisere det nye setup.
– Standens placering vil i 2019 være den samme, men antallet af kvm vil blive reduceret, siger Tony Christrup.
Udover selve standen vil der i 2019 være mulighed for at holde møder i den lejlighed, som Byggesocietetet har lejet til formålet.
– Som sponsor vil man fortsat opnå eksponering på standen, og lejligheden på Croisetten vil blive brugt til afholdelse af målrettede aktiviteter, som ligeledes skal skabe opmærksomhed omkring og markedsføre den danske bygge- og ejendomsbranche, siger Tony Christrup.
Han håber derfor, at der bliver taget positivt imod de opringninger, som Byggesocietetet i de kommende uger kommer til at foretage til folk i branchen.
– Mit budskab til branchen er klart: Bliv sponsor og vær med til at sikre en stærk dansk markedsføringsplatform på Mipim, siger Tony Christrup.
Mipim fylder 30 år i 2019, og foregår i 2019 fra den 12. til 15. marts.
Læs også Tony Christrup: Greater Copenhagen-standen på Mipim skal forbedres
Læs også Overborgmester: Næste års Mipim bliver i metroringens tegn for København
Læs de seneste artikler om Mipim her