torsdag 27. september 2018 08:51
Utraditionelt boligbyggeri i Ørestad rammer milepæl
I Ørestad Syd er der fuld gang i byggeaktiviteten. Et af byggerierne skiller sig dog ud med sin specielle facade.
Ressourcerækkerne, som består af 29 rækkehuse og 63 lejligheder, opføres nemlig af upcyclede byggematerialer, herunder med mursten fra de historiske Carlsberg Bryggerier.
Onsdag kunne byggeriet fejre rejsegilde, hvor energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) var med til fejringen af det bæredygtige boligbyggeri.
Murstenselementerne i Ressourcerækkerne stammer fra nedrevne bygninger og skaber et facadeudtryk, som mest af alt minder om et kunstfærdigt patchwork af murstenselementer.
– Selvom vi har været i branchen i mange år, er byggeri af upcyclede byggematerialer et helt nyt område for os. Derfor er det fantastisk nu at nå den milepæl, det er at fejre rejsegilde, siger adm. direktør Robin Feddern, Arkitektgruppen.
Det er Lendager ARC og Lendager UP, der har udviklet metoden ud fra et ønske om at reducere CO2-udledningen i konstruktionsfasen samt minimere det spild og den mængde affald, der opstår i forbindelse med nedrivning af bygninger.
Bygherre på projektet er Nrep og Arkitektgruppen, mens MOE er rådgivende ingeniørvirksomhed. Det er Arkitektgruppen, der opfører projektet.
Læs også Nrep får ny adm. direktør efter Mikkel Bülow-Lehnsby
Læs også Ejendomsudvikler vil bygge ny by med 10.000 boliger
Læs også Byggefællesskab bygger Danmarks højeste træhus til 42 familier
Læs også Anne Skovbro: Tendens til at vi ser os sure på småting (+)