fredag 21. september 2018 07:01
Svenske Ikano Bolig har fundet sit første projekt i Danmark
Ikano Boligs første boligbyggeri i Danmark kommer til at ligge i Greve. Her vil selskabet bygge i alt cirka 230 boliger fordelt på 1- og 2-planshuse på mellem 90 og 125 kvm. De første boliger vil stå færdige i efteråret 2019 på grunden ved Skovbo Allé. Her har Ikano Bolig købt en grund på 112.600 kvm, hvoraf cirka 25.000 kvm bliver bebygget.
Ikano Bolig er en udviklings- og investeringsvirksomhed, som blev grundlagt i 2017. Målet er at udvikle, bygge, eje og forvalte ejerlejligheder, lejeboliger og rækkehuse i Storkøbenhavn som en del af Ikano, en international investeringskoncern, som ejes af familien Kamprad, der også står bag Ikea.
– Et af omdrejningspunkterne for rækkehusene i Greve bliver et bydelshus, som vi vil udvikle i samarbejde med naboer og kommende beboere. Tanken er et hus, som giver rum for det daglige fællesskab, ikke bare et lokale til fester og fødselsdage, siger René Brandt, adm. direktør i Ikano Bolig.
Ikano Bolig udvikler boligerne i samarbejde med Ikea Taastrup. Ikano Gruppen er opdelt i 5 forretningsområder, der dækker hovedaktiviteterne fast ejendom, kapitalforvaltning, finansiering, forsikring og detailhandel.
Danbolig Jim Riel i Greve og Solrød står for salget af boligerne, når det åbner senere på året.
René Brandt kom til Ikano Bolig fra Bonava, hvor han var regionschef i København. Derudover har han en fortid i NCC og Keops Development.
Fakta: Boligprojektet i Greve med 230 rækkehuse
- Ikano Bolig har købt en grund ved Skovbo Allé i Greve Kommune
- Grunden er på 112.600 kvm, hvoraf cirka 25.000 kvm bliver bebygget
- Grunden ligger cirka 3 km fra Greve Strand
- Der bliver bygget omkring 230 rækkehuse fordelt på 1- og 2-planshuse på mellem 90 og 125 kvm
- Desuden bliver der bygget et bydelshus, som kan være samlingssted for beboerne
- Indretningen af husene sker i samarbejde med Ikea Taastrup, så alle kubikmeter bliver udnyttet bedst muligt
- De første huse bliver udbudt til salg i efteråret 2018 og står klar til indflytning i efteråret 2019
Læs også Ikano vil investere milliarder i nye og eksisterende boliger i hovedstadsområdet
René Brandt, adm. direktør for Ikano Bolig, taler på ”Ejendomsinvesteringer i Danmark” den 6. december. Læs mere om konferencen her: