torsdag 13. september 2018 13:24
Falck-ejendom sælges på onlineplatform til ejendomsauktioner
Falck Danmark bruger Prop.Exchange, som er en digital markedsplads eller børs for erhvervsejendomme, til at sælge en 1.623 kvm kontorejendom på Brendstrupgårdsvej i Skejby.
Det sker ifølge Tobias Gæmelke, Business Finance Officer i Falck, ”for at sikre et effektivt og fair salg”. Kontorejendommen er sat til salg til en ”startpris” på 26 millioner kr.
Prop.Exchange gik online i slutningen af 2017, og på online-markedspladsen er der siden blevet solgt ejendomme i både Italien og Danmark – og platformen er lige startet op i Tyskland, oplyser grundlæggeren af Prop.Exchange og direktør i TrueMarketValue, der står bag platformen, Allan Kehlet Rieck.
Falcks kontorejendom, som har fungeret som sundhedscenter og callcenter, har tidligere været til salg på traditionel vis.
– Prop.Exchange er en markedsplads, som vi har udviklet for at afhjælpe en situation, jeg første gang observerede i min tid som global ejendomschef for Mærsk – nemlig at tomme erhvervsejendomme kan være svære at værdiansætte og dermed svære at sælge effektivt og med ro i maven, siger Allan Kehlet Rieck.
Læs også Ny onlineplatform til ejendomsauktioner har allerede 4 ejendomme i udbud