tirsdag 04. september 2018 15:19
AP Pension vælger entreprenør til nyt domicil for landbrugskoncern
AP Pensions ejendomsselskab AP Ejendomme har valgt entreprenørvirksomheden NRE Denmark som totalentreprenør til at bygge det kommende regional- og hovedkvarter for grovvareselskabet DLG ved Fredericia.
Parterne har netop indgået kontrakt om det nye hovedkontor på 7.500 kvm, hvor DLG bliver lejer de næste mange år frem, når byggeriet efter planen er klar til brug i løbet af 2020.
– I AP Pension oplever vi Fredericia og trekantsområdet som et spændende vækstcenter, hvor der er interessante udviklingsmuligheder, og hvor vi mener både at kunne skabe spændende byggerier og sikre vores kunder solide afkast, siger adm. direktør for AP Ejendomme, Peter Olsson.
300 medarbejdere
Byggeprojektet bliver gennemført sammen med PLH Arkitekter, der tidligere har vundet arkitektkonkurrencen om at tegne DLG’s nye regional- og hovedkontor.
Uden at oplyse den eksakte investeringssum har AP Ejendomme-direktøren tidligere fortalt til Estate Media, at investeringen beløber sig til et ”mindre trecifret millionbeløb”.
Det nye hovedkontor ved Fredericia berører omkring 200 arbejdspladser, der flyttes fra DLG’s nuværende placering på Axelborg i det centrale København samt cirka 100 arbejdspladser fra dele af DLG’s tre detailforretninger i Sydjylland, Østjylland og på Fyn, DLG’s Kundecenter og datterselskaberne Vitfoss/Vilofoss.
DLG er et af Europas største grovvareselskaber og er ejet af de danske landmænd. DLG har aktiviteter i 18 lande og 6.300 medarbejdere. DLG havde i 2017 en omsætning på 49,1 milliarder kr. og er dermed en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning.
Læs også Pensionsselskab bygger hovedkontor på 7.500 kvm for landbrugskoncern
Læs også Derfor vinder PLH Arkitekter nyt domicil til trecifret millionbeløb (+)