![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2018/06/forbrugerombudsmand-christina-toftegaard-nielsen.jpg)
onsdag 18. juli 2018 12:51
Forbrugerombudsmand og EU til Airbnb: Oplys den fulde pris hurtigere
De europæiske forbrugermyndigheder CPC har sammen med Europa-Kommissionen bedt Airbnb om at oplyse den fulde pris for overnatning hurtigere og gennemsigtigt. Desuden er udlejningsportalen blevet bedt om at ændre en række aftalevilkår, så selskabet opfylder europæisk lovgivning.
Det er ifølge CPC, Europa-Kommissionen og den danske forbrugerombudsmand vigtigt, at forbrugerne kender den totale pris for overnatningen, og at de let kan sammenligne priser for at træffe det bedste valg, når de søger efter lejemål på Airbnb.
– I dag præsenteres forbrugere, der søger efter overnatningsmuligheder på Airbnb, til at begynde med for én pris. Når de klikker sig videre i bestillingsprocessen, stiger prisen, fordi der efterfølgende pålægges administrations- og evt. rengøringsgebyrer, bemærker forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
Forbrugerombudsmanden deltager i et EU-samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelsen af europæisk forbrugerbeskyttelseslovgivning. Dette samarbejde kaldes CPC-samarbejdet (Consumer Protection Cooperation).
Læs også NPV og Danbolig-mægler politianmeldt for at vildlede om projektlejligheder