tirsdag 26. juni 2018 08:00
Hollandsk boligkoncept åbner dansk kontor med Torben Christensen i spidsen
Europas største udbyder af fleksible boliger åbner nu kontor i Danmark. Målet er at skaffe danskerne betalelige boliger og ejendomsejerne et alternativ til ledige ejendomme efter samme model, som bliver brugt i Holland og flere andre europæiske lande.
Til at lede arbejdet i Danmark har Camelot Europe udnævnt Torben Christensen som ny Business Development Director, der over de seneste måneder har hjulpet Camelot med at analysere det danske marked og afdække behovet for de løsninger, Camelot har udviklet. Torben Christensen har tidligere været adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark og administrationschef i Landsforeningen LEV.
– Camelot er etableret i Holland i 1993 og har i dag 18 kontorer i 7 lande. Camelots aktiver udgjorde i 2017 over 1,5 milliarder kr., og omsætningen i ejendomsforvaltningen var over 375 millioner kr. med cirka 200 ansatte. Baggrunden for etableringen var en betydelig boligmangel i Holland i begyndelsen af 90’erne. Siden har Camelot administreret og forvandlet over 10.000 projekter med betalelige, midlertidige boliger i Holland, Belgien, England, Tyskland, Frankrig, Irland og Finland, siger adm. direktør Joost Van Gestel, Camelot Europe.
Joost Van Gestel og Bob de Vilder, som i dag er udviklingsdirektør i selskabet, grundlagde Camelot.
Løbet ud i sandet
Torben Christensen har i en årrække fulgt den politiske debat i forbindelse med sit arbejde som adm. direktør for Ejendomsforeningen Danmark.
– Jeg har gennem en årrække fulgt den politiske debat om behovet for flere boliger, der kan betales af mennesker med en almindelig indkomst. Jeg har set, hvorledes det ene forsøg efter det andet er løbet ud i sandet. Men i Holland har man tænkt helt anderledes og har fundet en model, der skaber tusindvis af betalelige boliger – vel at mærke uden omkostninger for samfundet, for staten, for kommunerne og for ejendomsejerne. Ganske enkelt ved mere fleksibelt at udnytte de ressourcer, der allerede er skabt. De tanker tiltaler mig, og jeg glæder mig til at føre de gode idéer til Danmark.
I de kommende måneder vil Torben Christensen skabe kontakt til ejendomsejere, der vil undersøge, om midlertidig omdannelse af en erhvervsejendom til boliger kan reducere risikoen for ødelæggelse af ejendommen, kan begrænse ejernes omkostninger til drift og vedligeholdelse af den ledige ejendom eller kan generere en indkomst ved at udnytte en tom byggegrund eller en ledig kontorejendom til midlertidige boliger.
Læs også Hollandske Camelot vil fylde tomme erhvervsejendomme med midlertidige boliger
Læs også Torben Christensen stopper i Ejendomsforeningen Danmark
Læs også Ugen i Ejendom 19. maj 2017: Pludselige fratrædelser og spektakulære projekter
Læs mange flere navnehistorier her