torsdag 31. maj 2018 11:38
Anne Skovbro bliver ny direktør i By & Havn efter Jens Kramer Mikkelsen
Det bliver 49-årige Anne Skovbro, der bliver ny adm. direktør i Udviklingsselskabet By & Havn.
Anne Skovbro kommer fra en stilling som filantropidirektør i Realdania og afløser dermed Jens Kramer Mikkelsen, der fratræder stillingen ved udgangen af juli som led i et generationsskifte i By & Havn. Men hun er mest kendt for at være en meget synlig plandirektør i Københavns Kommune fra 2010 til 2015. Hun kom til Københavns Kommune i 2003 og arbejdede sig op til den ansvarsfulde stilling som plandirektør og ikke mindst dermed ansvarlig for kommunens engagement i netop By & Havn.
– Vi ser frem til samarbejdet med Anne Skovbro, som med sin stærke og mangeårige erfaring inden for byudvikling er et perfekt match til de opgaver, som en adm. direktør i By & Havn skal håndtere. Med denne ansættelse sætter vi kursen for By & Havn i de kommende år, og vi har store forventninger til, at Anne Skovbro løfter disse opgaver i fællesskab med By & Havns dygtige medarbejdere, siger bestyrelsesformand for By & Havn, Carsten Koch.
Anne Skovbro: En drømmestilling
Den nye adm. direktør kalder stillingen for en ”drømmestilling”:
– Det er en drømmestilling at være med til at videreudvikle og forme København. By & Havn er en fantastisk motor til at bevæge de store udviklingsområder i København som Ørestad og Nordhavn til bæredygtige bydele i international klasse og skabe en levende havn, som både omfavner det rekreative og en velfungerende erhvervshavn under ét. Jeg glæder mig til at samle tråden op og fortsætte den dygtige udvikling af selskabets opgaver, som jeg kender fra den anden side af bordet. Det er et arbejde, som jeg går ind i med et stort engagement, men også med ydmyghed, siger Anne Skovbro.
Hun tiltræder stillingen 20. august.
Jens Kramer blev bedt om at stoppe
17. april meddelte By & Havn, at selskabet havde indgået aftale med Jens Kramer Mikkelsen, der har været adm. direktør i først Ørestadsselskabet og siden By & Havn siden 2004, hvor han kom til næsten lige fra at have været overborgmester i København i 16 år, om at stoppe som led i et generationsskifte.
I et interview med Estate Media forklarede bestyrelsesformand Carsten Koch, at det ikke var 66-årige Jens Kramer Mikkelsen, der havde sagt op.
– Nogle ville måske have sværere ved at komme videre med en ny karriere end Jens, som jeg oplever som fuld af fortrøstning og interesseret i at få en ny karriere. Jens Kramer Mikkelsen er hverken sur eller bitter, og det afspejler det nok også meget godt, at han bliver nogle måneder endnu, til vi har fundet en afløser, sagde Carsten Koch, som i dag er 73 år.
Læs også Carsten Koch: Det var ikke Jens Kramer, der sagde op
Læs også Jens Kramer Mikkelsen stopper i By & Havn
Læs mange flere navnehistorier her