fredag 20. april 2018 08:56
It-firma flytter hovedkontor og får 3.300 kvm i Aarhus-forstad
Dustin, som er en af Nordens førende forhandlere af it-produkter med tilhørende tjenester, flytter i løbet af maj sit danske hovedkontor til Aarhus-forstaden Viby.
Dustin overtager hele bygningen Åhave Parkvej 27, som er under ombygning for at matche Dustins ønsker og behov. Domicilejendommen er på 3.300 kvm, og flytningen indebærer en markant udvidelse af Dustins kontorareal.
Ejendommen, som består af 3, store bygninger på hjørnet af Ringvejen og Åhave Parkvej/motorvejen, er dermed fuldt udlejet. Presset på ledige kontorlejemål i Aarhus-området er stort, bekræfter kontorchef Thomas Møller Kristensen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet udlejningen.
– Efterspørgslen har længe været høj, og det ser ud til at fortsætte. Helt aktuelt arbejder vi med mere end 30 virksomheder, der søger nyt kontor i Aarhus-området. Samtidig oplever vi stor efterspørgsel fra investorer, der søger udlejede kontorejendomme til porteføljen. Så det er gode tider for ejere af kontorejendomme i Aarhus, siger Thomas Møller Kristensen.
Ifølge den seneste Market Update fra EDC Erhverv er afkastkravet for de bedst beliggende kontorejendomme i Aarhus for tiden omkring 4,5 procent.
Ifølge Ejendomstorvets seneste statistik er tomgangen for kontorlokaler i Østjylland i øjeblikket på 7,7 procent, hvilket er et fald på næsten 50 procent fra udbuddet var højst under finanskrisen.
Læs også Dades køber kendt kontor- og boligkompleks på 11.000 kvm i Odense
Læs også Newsec skal sælge TDC’s tidligere domicil i Aarhus for 80 millioner kr.
Læs også KPC vinder udbud om nyt kontorhus på 9.200 kvm til Banedanmark