tirsdag 27. marts 2018 13:09
Ejendomsinvestorer: Afkastet bliver 5,6 procent i 2018
2017 blev ikke overraskende et super år for professionelle ejendomsinvestorer, som med et samlet afkast på 18 milliarder kr. på ejendomme opnåede et afkast på 7,2 procent.
– At det professionelle investeringsejendomsmarked alene sidste år skaber løbende afkast og værditilvækst for 18 milliarder kr. cementerer, at markedet for investeringsejendomme er et oplagt marked at investere i, da der er gode afkast at hente på ejendomme og mulighed for at præge sin investering ved at udvikle ejendommene, siger Jannick Nytoft, adm. direktør i Ejendomsforeningen Danmark.
Selvom 2017 blev et gunstigt år for professionelle ejendomsinvestorer, er deres forventninger til det totale afkast frem til og med 2022 faldende.
Det viser nye tal fra Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik. Forventningerne til det samlede afkast for 2018 er 5,6 procent., mens tallet dykker til 5,4 pct. for både 2019 og 2020.
For perioden 2018 til 2022 ligger forventningerne til det samlede afkast også på 5,4 procent. Det er den laveste forventning til en kommende femårsperiode, som er målt i forventningsundersøgelsens levetid siden 2011.
– Forventningerne til det totale afkast falder, ja. Men ser vi på resultatet fra 2017, så gik det faktisk bedre end gennemsnittet af deltagerne forventede. Sidste år landede det totale afkast på 7,2 procent., hvor det var forventet at lande på 5,8 procent., forklarer Jannick Nytoft.
Læs også Ejendomsforeningen Danmark: Mangel på knap 200.000 nye boliger frem mod 2025