tirsdag 13. marts 2018 07:14
Bach Gruppen sigter efter yderligere fremgang efter nyt rekordoverskud
Et netop offentliggjort årsregnskab 2017 for Bach Gruppen viser vækst på både top- og bundlinjen.
Således steg omsætningen med 12,5 procent til 604 millioner kr. i forhold til 2016. Samtidig steg overskuddet med 35 procent før skat til 147 millioner kr. fra 109 millioner.
– Vi er stolte over at have realiseret det højeste overskud nogensinde i Bach Gruppens mangeårige historie.
– Tallene omfatter endda ikke salgsindtægter fra vores største udviklingsprojekt, Bryggens Bastion i København, selv om vi i 2017 indgik aftaler for 1,4 milliarder kr. – indtægter og indtjening indgår fra 2018, i takt med at bygningerne bliver leveret, siger direktør Palle Buhl Jørgensen i en meddelelse.
Sammen med direktør Lene Christensen udgør han direktionen hos Bach Gruppen i Viborg, der blev grundlagt af Finn Bach i 1965 og har ejendomsdrift, projektudvikling/byggeri og produktion af byggematerialer som hovedområder.
Bryggens Bastion på Islands Brygge omfatter byudvikling og byggeri af boliger og erhvervslokaler for 5 milliarder kr. de næste 8-10 år. Knap en tredjedel faldt på plads sidste år med aftaler med det svenske ejendomsselskab Heimstaden om især boliger, med KAB om ungdomsboliger og med Rema 1000 om en dagligvarebutik.
I løbet af i år regner Bach Gruppen med, at Bølgen-bebyggelsen på havnekanten i Vejle med 100 boliger fordelt på fem “bølger” bliver færdigbygget.
– Vi forventer at blive helt færdige med Bølgen i 2018. De to første bølger er opført, og vi er næsten i mål med salget af lejligheder i de to næste bølger. Lejlighederne i den femte bølge beholder vi selv og lejer ud, siger Palle Buhl Jørgensen.
Går efter nyt rekordoverskud
Bach Gruppen forventer nyt rekordoverskud, når regnskabsåret 2018, der følger kalenderåret, er omme.
Det skyldes “stærk fremdrift i de to store udviklingsprojekter og de øvrige aktiviteter i koncernen”.
Bach-koncernen har aktiver for 5,5 milliarder kr., heraf for 3,2 milliarder kr. ejendomme (ejet 100 procent) på i alt 567.600 kvm til en gennemsnitlig dagsværdi på 5.690 kr./kvm. Porteføljen består hovedsageligt af boliger, kontorer og lager-/logistikbygninger.
Bach Gruppen investerer i hjembyen Viborg, København, Vejle, Herning og Silkeborg.
Bach Gruppen A/S havde pr. 31. december 2017 en egenkapital på knap 1,5 milliarder kr. mod en egenkapital på knap 1,3 milliarder på samme tidspunkt året før.
Læs også Bach Gruppen på plads med nye boliger i bryggeprojekt til 5 milliarder kr.