Ugen i Ejendom: NREP solgte ud og Danske Bank kom endelig ud af busken

NREP har solgt betydeligt ud af deres butikscentre i denne uge og den nyhed røg direkte ind på top 10.

7 kendte butikscentre over hele landet, som består af i alt 73.800 kvm, vil fremadrettet have Stepstone Real Estate som ejer og NREP vil fortsat fungere som forvalter af porteføljen. Men ikke nok med det, så solgte NREP også 16 supermarkeder, som blev købt af sydafrikanske JT Ross og som rummer 23.000 kvm. placeret i større og mellemstore danske byer. Bruun & Hjejle og Lundgrens har været på arbejde og rådgivet parterne i processen, som for alvor sætter flere internationale investorer på den danske tilstedeværelses-liste.

Læs også NREP sælger 16 butikker og 7 butikscentre

Samtidig kunne NREP offentliggøre, at de sætter endnu flere penge i udvikling af boligbyggerier og den nyhed blev også en af ugens mest læste. NREP har igen teamet op med Arkitektgruppen og sat gang i 186 private boliger. Yderligere er planlagt henholdsvis hotellejligheder og 25 procent almene boliger på grunden, (som formentlig er krævet af kommunen men som Arkitektgruppen så får det bedste ud af). Og det bare et stenkast fra et andet af Arkitektgruppen og NREP’s store fælles projekter under opførelse. Det hedder Greensquare Garden og er på 30.000 kvm.

Læs også Endnu et milliard joint venture mellem NREP og Arkitektgruppen

Tilsammen udgør de to projekter mere end 500 private boliger og har en projektværdi på omkring 2 milliarder kr.

En anden virksomhed, der også dominerede nyhedsstrømmen dobbelt denne uge var Danske Bank. Nogle gange bliver man som journalist sååå træt af historier, som man ved er rigtige og som man har kendt til i lang tid, men som man ikke kan få en eneste til for alvor at bekræfte og dermed skrive.

Sådan en historie har Danske Banks flytning til Posthusgrunden været. Lad os lige tage den ovenfra og ned: Danske Banks pensionsselskab Danica bygger et nyt stort erhvervs- og boligbyggeri på en attraktiv beliggenhed i centrum af København og melder ud, at der bliver blandt andet tale om et stort domicil. Danske Bank melder ud, at de ikke finder lokalerne i Laksegade etc. tidssvarende. Danske Bank sælger deres domiciler over hele landet og flytter i nyt. Danske Bank sælger domicilet i Laksegade og køber søger om ændret anvendelse. Men nej – alt dette til trods, så var det helt umuligt – igen og igen og igen – at få en bekræftelse på, at Danske Bank – naturligvis – planlagde at flytte til Posthusgrunden. Men okay – nu kom den så og i 2019 påbegyndes arbejdet, så Danske Bank kan flytte de 1,8 km. mod syd.

Læs også Danske Bank får hovedsæde på Postgrunden

Danske Bank kom også i nyhedsflowet på en anden måde. For det var nemlig Home Lone Bøegh, der med udlejning og salg i blandt andet Sydhavnen endte med at skaffe franchisekædens moderselskab, Danske Bank, allerflest kunder i 2017.

Læs også Home Sydhavnen fik flest kunder til Danske Bank i 2017

Og så var der nyheden om, at Claes Brylle Hallqvist blev afskediget som vicedirektør for Ny Bispebjerg Hospital. En på en eller anden måde meget ærgerlig nyhed for alle parter. Claes Brylle Hallqvist har om nogen brændt for projektet om det nye Bispebjerg Hospital. Han har stolt kunnet fortælle pressen, når en Netto var solgt til en rigtig god pris, når der kunne skæres 300 millioner kr. af projektet samtidig med, at det kom i mål 2 år for tidligt, og han har gjort hvad han kunne for at finde nye innovative løsninger på at skabe offentlige projekter og spare skatteydernes penge. Men Klagenævnet for udbud har talt og i iveren for at skabe det bedste projekt er det nu vurderet, at der er begået fejl og nogle af leverandørerne er blevet snydt. Det er naturligvis ikke ok. Hele sagen er bare virkelig, virkelig ærgerlig for alle parter, men mest for skatteyderne, der betaler miseren.

Den slags ser vi desværre nogle gange i byggeriet. Sagerne og kompleksiteten løber af sporet. Vi skal alle følge reglerne. Det står ikke til diskussion, og man skal som rådgiver kunne føle sig sikker på, at de ressourcer, man putter i at vinde et udbud, også bliver behandlet og giver lige muligheder for alle. Men i sidste ende taber alle alligevel – og i denne sag nok i virkeligheden mest skatteyderne foruden de menneskelige omkostninger for Claes Brylle Hallqvist. Men når det er sagt, så kan man naturligvis ikke have et system, der ikke bliver fulgt, og når Klagenævnet for Udbud i sin 144 sider lange sagsfremstilling når frem til, at der har været uligebehandling, så er det naturligt, at der bliver draget konsekvenser.

Læs også Claes Brylle Hallqvist bliver opsagt efter kritik fra Klagenævnet for Udbud

Hele sagsfremstillingen og klagenævnets afgørelse kan ses her

MT Højgaard måtte i denne uge også krybe til korset og offentliggøre et regnskab, der på trods af de gode tider viste, at virksomheden har svært ved at få afkastgraden op. Og når der så oven i købet er enorme ordrer på halve milliarder, der falder væk, som det nu er sket med Vinge-projektet i Frederikssund, ja så kan tæppet blive trukket væk under afkast og resultat og føre til afskedigelser. Derfor bliver det spændende at se, hvordan regnskabet kommer til at se ud. Det bliver ikke offentliggjort før omkring 22. februar.

Læs også MT Højgaard afskediger 160

Endelig var det også denne uge, at vi i Estate Media holdt Boligdagene for første gang. To dage med boligmarkedet fra så mange vinkler som muligt med debat, spørgsmål, og masser af holdninger.

Der blev sat flere relevante boligpolitiske dagsordener på agendaen. Vi endte med mere end 90 deltagere og den store tilslutning til et premierearrangement har gjort, at vi allerede har booket den 24.-25. januar 2019 til næste års Boligdagene. Vi håber, at vi har skabt en arena for fremtidig debat af boligmarkedets udvikling. Tak til alle jer, der var med til at skabe et rigtig godt forum.

Inden weekenden så trådte ind, så var det også denne uge, at Odenses ejendomskonge på køb og salg, Bent Jensen, Nybolig Erhverv, holdt reception i anledning af sin 60 års fødselsdag. Det gik ikke stille af. Der var taler og hurraråb og flere 100 gæster, da han fyldte Jernbanegade i Odense med vel stort set alt, der beskæftiger sig med ejendom på et højere plan i det fynske.

Og endnu en glædelig begivenhed var det, at selvom vi er gået ned fra 3 til 2 nominerede projekter, så bliver der altså nationale projekter at heppe på i Cannes i år. I denne uge blev det nemlig offentliggjort, at The Silo i Nordhavn og Mærsk-tårnet i København N begge er nomineret til en Mipim-award. Husk at stemme til alle jer, der skal til Cannes, og i alle fald tillykke med at være sluppet gennem nåleøjet til The Silo og Mærsk-tårnet blandt 227 projekter.

Rigtig god weekend til alle i ejendomsbranchen!

Læs også Ud af 227 projekter er 2 danske nomineret til Mipim Awards

 

 

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder