torsdag 21. december 2017 17:57
Japanske Kengo Kuma vinder over BIG i kamp om vandkulturhus på Papirøen
Kengo Kuma vinder konkurrencen, da deres projekt på en original måde kombinerer vand-kulturhus, foreningsfaciliteter og havnebad. Projektet skaber samtidig en unik sammenhæng mellem land og vand og imødekommer i særlig grad Københavns Kommunes vision om at bringe noget helt nyt og enestående til København og Papirøen.
– Nogle gange skal man langt væk for at finde det helt rigtige. Japanske Kengo Kumas vision for vand-kulturhuset er i absolut verdensklasse, og vil bringe noget helt nyt til København, som samtidig passer til byen. Med vand-kulturhuset får alle københavnere og byens gæster en unik vandoplevelse i hjertet af København. Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted – det vil dette vand-kulturhus bidrage til, siger overborgmester Frank Jensen.
Københavns Kommune har ønsket, at Papirøens kommende vandkulturhus bliver i verdensklasse. Derfor har Københavns Kommune i 2017 afviklet en international arkitektkonkurrence for Papirøens vandkulturhus, som er støttet af Nordea-fonden med 2,1 millioner kr.
– Med teglpyramider, der svæver på lette glaskonstruktioner, vil det vindende projekt på en og samme tid skille sig ud og passe perfekt ind i den overordnede plan for Papirøen. Bygningen vil være rig på detaljer, der i sig selv vil være en oplevelse, uanset om man opholder sig inde i vand-kulturhuset, besøger Papirøen eller betragter den på afstand. Og med unikke svømmebassiner både inde og ude er det længe siden, vi har præsenteret et byggeri, der i den grad vil være en gave til byen og alle københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.
Den samlede udvikling af Papirøen påbegyndes i starten af 2018 og ventes færdig i slutningen af 2021, hvor også byggeriet af det nye vandkulturhus forventes at være afsluttet.
– Arkitektkonkurrencen har som håbet givet os et vinderprojekt i verdensklasse. Det bliver et nyt vartegn for København og en fantastisk ramme for byens borgere og foreninger, siger bestyrelsesformand i Nordea-fonden Mogens Hugo.
Læs også: Bjarke Ingels Group og japanske Kengo er finalister i konkurrencen om Papirøens vandkulturhus