Ugen i Ejendom: Pilen peger mod provinsen

Ofte er nyhedsstrømmen faktisk ret forudsigelig. Når profiler, der er eller har været en aktiv del af ejendomsbranchen skifter job, eller når store og markante ejendomme skifter ejere, så er det næsten altid noget, der tager mange klik. Og så nogle gange holder praksis slet ikke stik. Det skete i denne uge, hvor nyheden om, at Praksis Arkitekter fik årets betonelementpris for Frihavns Tårnet i Nordhavn blev den absolut mest læste nyhed. Den nyhed blev delt hele 525 gange på facebook og 60 gange på Linkedin.

– At Utzon-Statuetten og Betonelement-Prisen i år tilfalder os er et kæmpe skulderklap. Frihavns Tårnet er et projekt, vi har arbejdet med i tre år, og det har fyldt rigtigt meget på tegnestuen. Betonelement-Prisen er en af de helt tunge priser i vores verden, så det er en fornem række af værker, Tårnet nu indskriver sig i. Det er vi vældig stolte over, siger Mette Tony og Mads Bjørn Hansen, der sammen ejer Praksis Arkitekter med i alt cirka 24 medarbejdere og kontorer i sydfynske Troense og København.

Læs Praksis Arkitekter vinder betonbranchens Oscar

Men der var også andre historier, der trak mange læsere i denne uge. Det er interessant at stadig flere institutionelle investorer bevæger sig ud af risikokurven og går i hoteller. Men også, at de udenlandske hoteloperatører nu er så interesserede i at komme ind på det danske marked, at det faktisk er muligt at overtale dem til at indgå en lejekontrakt på nogenlunde normale vilkår. Mange af dem har tidligere stejlet, når de hørte at de danske institutionelle hverken faldt i svime over en management eller en franchisekontrakt. Men ingen tvivl længere: Der blæser nye vinde i hotelmarkedet.

Læs PFA investerer 3-cifret millionbeløb i hoteller

Har du også bemærket, at der ikke er mange tilbage der taler om en ren tilflytning til København? Igen og igen hører jeg i øjeblikket en modificering hos udviklere og investorer. Der bliver tilføjet nogle ord om, at de har bemærket, at efterspørgslen nu også går den anden vej i retning af provinsen. Om det er et selvforstærkende profeti er svært at vide fordi de vitterligt ønsker det for at kunne få lidt højere afkast end det gældende i centrum af København.

Pensionskasserne, fonde og mindre investorer er nødt til at kigge ud af risikokurven, og det gør de blandt andet ved at se efter alternativer til core ejendommene i centrum af København. Samtidig med at regeringens udflytning af arbejdspladser er ved at materialisere sig er der ved at blive skabt en selvforstærkende tendens. Og det gælder både for de københavnske familier, der overvejer et hus i Hvidovre, Værløse eller Helsingør såvel som det gælder, at der er større interesse for at blive i nogle af de øvrige byer i Danmark. Det får byer som Aarhus, Aalborg, Vejle, Kolding og sågar Odense og Randers, som ellers har hængt i bremsen til at shine og lægge jord til nye boligprojekter såvel som efterspørgsel på de eksisterende.

Højdespringerne pt er ifølge nye tal fra Danmarks Statistik byer og kommuner som Skanderborg, Kerteminde, Guldborgsund, Slagelse, Stevns, Faxe og Roskilde, mens Dragør, Solrød, Rødovre, Gladsaxe, Furesø og Allerød ligger højest i hovedstadsområdet.

– Danskerne er altså fortsat på vej ud af det indre af Storbyen København til fordel for resten af Sjælland. Flyttemønstrene er nu vendt om, og vi flytter fra landets største by ud til områder, hvor der er mere luft, natur og billigere boliger at få. I forhold til samme periode for to år siden går flytningen længere ud på Sjælland, hvor Guldborgsund nu oplever også positiv tilflytning, sagde Jesper Bo Jensen, adm. direktør ved Center for fremtidsforskning.

Læs Flere flytter til provinsen

Skæve transaktioner var der også flere af i denne uge. McDonalds fik efter et år i markedet endelig solgt retten til at drive sine restauranter til en i det danske marked hidtil ukendt britisk investor. Det er ikke en egentlig ejendomstransaktion – men alligevel vigtig information for markedet. Ajcon besluttede at gå i markedet med 170.000 kvm. byggejord i det jyske og endnu engang var det Trekantområdet, der kom i spil.

Læs McDonalds i Norden solgt til britisk investor

Læs Ajcon sætter 170.000 kvm. til salg

MT Højgaard har været on and off i projektudviklingsmarkedet i mange år med større eller mindre satsninger. Nu bliver endnu en kendt NCC/Bonava profil hentet over til MT Højgaard og skal ikke bare være med til at udvikle projektudviklingsområdet men også hjælpe med at bringe MT Højgaard i spil til OPP-projekter, som der måske kan komme en række af i de kommende år.

Læs Claus Skytte til MT Højgaard

Endelig kom der i denne uge en succeshistorie om lokalisering i København, der kæmper hårdt for at tiltrække internationale virksomheder eller i det mindste få de skandinaviske til at placere hovedkontoret i København. Elgiganten, der ellers har forretninger over hele Norden, har valgt at placere sit skandinaviske kundecenter i København. Det er endnu en succeshistorie ud af adskillige i det forgangne år, hvor der er kommet væsentligt flere internationale virksomhedslokaliseringer til København end tidligere. Den historie tager vi med i vores Mipim-magasin Scandinavian Property Magazine, som er i fuld gang med at blive planlagt.

Læs Elgiganten får nyt skandinavisk kundecenter

Der er stadig dem, der ikke kan se værdien af at rejse til Cannes for at møde andre danskere. Selv er jeg af den opfattelse at brugt rigtigt, så er Mipim næsten en besparelse. At få mødt og netværket med så mange på så kort tid kunne aldrig lade sig gøre i Danmark. Det er en utrolig effektiv platform og samtidig giver det en mulighed for at få et overblik over, hvad der sker i ejendomsverdenen på resten af kloden.

Estate Media er sammen med en række partnere vært på Nordic Lounge den 14. marts, og vi glæder os til at se rigtig mange fra branchen. I år er der oven i købet mulighed for at starte netværket allerede i Københavns Lufthavn, for vi har lejet et fly. Det er nu udsolgt, men 148 branchefolk drager afsted mandag eftermiddag. Forhåbentlig kan det give et par gode forretninger – allerede inden Mipim løber af stablen.

I denne uge havde jeg fornøjelsen af at være moderator på Estate Medias konference Retail 2017. Der var en række spændende indlæg, der både gav overblik over branchen og indsigt i nogle af retailernes behov og ønsker til fremtiden. Der var en trend, der gik igennem mange af indlæggene og det var, at retailerne opfordrede til mere samarbejde.

-Tiden hvor man bare underskrev en lejekontrakt, og så var det statisk, er forbi, lød det fra flere af indlægsholderne.

I stedet skal lejere og udlejere i tæt dialog, så lokalerne hele tiden understøtter retailernes forretning bedst muligt. For ellers ender man i en dødsspiral. Mens Food & Beverage stormer frem, så er det nemlig fortsat rigtige mange, der bukker under indenfor få år. Hvis man som udlejer vil leje ud til mere blivende lejere, så er det en god ide at sikre sig, at ens lejere har et unikt koncept og ikke bare tage den, der kan betale højest leje. Det kan ende galt, når restauranten er nødt til at slække på kvalitet og råvarer for at kunne betale huslejen. Så derfor: Aktiv asset management og dialog er vejen frem også i dette marked!

Og så blev det jo ugen, hvor politiskolen under meget palaver blev flyttet 70 km. sydøst på fra Herning til Vejle. En uskøn politisk proces endte dog til glæde for to af branchens store investorer, Nordea Ejendomme og Danica, der nu får udlejet den tomme sygeplejeskole. Om det bliver den bedste løsning for politiet, det må tiden så vise.

Læs Politiskole løser problem med tom ejendom

Rigtig god weekend!

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder