Ugen i Ejendom: Der er plads til flere kvinder i ejendomsbranchen

Bolighistorierne væltede ugen. Aalborg, Aarhus og Sydhavnen i København. Ugen hvor ECB gerne ville dele med Danmarks befolkning, at de nu mener der er tegn på en boligboble blev også ugen, hvor en række nye – og forholdvis store – projekter ryddede overskrifterne.

Læs ECB advarer om boligboble

Ugens mest læste nyhed blev den om, at private investorer, der har tjent deres penge i en hel anden branche; nemlig gamerbranchen vil sætte 12.000 kvm. boliger i gang i Aalborg. Det er jo for så vidt ikke så spektakulært, da der bliver bygget boliger mange steder rundt omkring i Danmark. Men det der alligevel gør det til noget særligt er at iværksætterne i Aalborg bygger i Aalborg Øst i et af mest belastede kvarterer. I januar holder Estate Media konference i Aalborg, og jeg glæder mig til at høre mere om projektet og mulighederne, når en af initiativtagerne holder oplæg.

Læs Iværksættere igangsætter 140 boliger i Aalborg

Med renoveringer i området af en række af de almene boliger og massive nyinvesteringer i form af Aalborg Sygehus og udbygning af universitetet, så vover investorerne at investere i et område som for bare få år siden ville have skræmt både institutionelle men især mindre private udviklere helt væk. Investeringen og satsningen på Aalborg Øst følger efter A. Enggaard og Svanen Gruppens ditto i Aarhus. Her bliver der købt op i periferien af Gellerupparken i Aarhus. Det er altså ved at blive en trend, at flere udviklere ikke lader sig skræmme af at bygge tæt på de belastede bydele, men tværtimod ser muligheder.

En anden nyhed, der blev læst flittigt var Bricks salg af en ejendom i Hellerup nord for København til investeringsselskabet CapMan. Selvom ejendommen altså ligger i København betød et godt og etableret samarbejde mellem Bricks og Colliers i Aarhus, at det var Colliers, der fik ejendommen til salg og via netværk fandt køberen i form af CapMan og Keystone Asset Management.

Læs CapMan køber ejendom i Hellerup for 3-cifret millionbeløb

Ugens helt store nyhed var selvfølgelig, at vi fik en ny regering. Ole Birk Olesen blev ny minister i et Transport-, Bygnings- og Boligministerium. Dermed er der mulighed for at gøre det til et ministerium, der har langt større tilknytning til og effekt i ejendomsbranchen end de tidligere, hvor boligdelen lå i integrationsministeriet. Ole Birk Olesen har været boligordfører før og skulle efter sigende være forholdsvis godt inde i den del af stoffet, men endnu er der ikke kommet nogen udmelding om, hvordan han vil gribe området an.

Til gengæld har regeringsomdannelsen allerede givet masser af arbejde til adskillige medarbejdere i Bygningsstyrelsen, som sidder og regner på, hvor medarbejderne skal sidde i fremtiden. Heldigvis er der i de senere år blevet indført en praksis om, at man ikke tager møblerne med sig, men kun flytter papirer og billederne af børnene, når man skifter ministerium. Det gør processen meget nemmere og meget billigere for skatteyderne.

En af de ting, som regeringen fik skrevet ind i sit nye grundlag var, at udflytningen – som de fleste nok kalder det, men som af regeringen kaldes en geografisk flytning – af arbejdspladser, skal fortsætte. Det får allerede nogle kommuner til at spille op til mulighederne. En af dem er Næstved, der med en gennemgribende renovering af bymidten og fortætning vil forsøge at gøre byen meget mere interessant og levende og dermed – måske – få nogle af de nye københavnere, der skal arbejde i byen, til også at slå sig ned.

Læs TDC bygger 187 boliger i Sydhavnen

Et andet boligprojekt, der interesserede i denne uge, var offentliggørelsen af, at TDC, der i mange år har domineret Sydhavnen, nu også bygger boliger på en af sine grunde. Sidste uge kunne jeg skrive om Pladehallen, der desværre kommer til at lade livet i den massive boligudbygning i det kvarter, som indenfor få år kommer til at få tilført flere tusind nye boliger. Der er god grund til at holde øje med, hvordan markedet absorberer de mange både ejer- og lejeboliger, som blandt andet Nordea Ejendomme og NPV kommer til at sende på markedet i de kommende år.

Læs 600-700 boliger på vej i Tilst

Læs 53.000 kvm. sættes i gang i Risskov

I Carlsberg Byen går det meget stærkt i øjeblikket. Adm. direktør Jens Nyhus føjer stadig flere lag på i arbejdet med at skabe en egentlig bydel med alle typer funktioner. I denne uge kunne han byde velkommen til Brøchner Hoteller, der skal bygge et hotel med hele 156 værelser.

Læs Brøchner Hotels bygger 156 værelser i Carlsberg Byen

Læs Nyt byrum og boliger på vej i Carlsberg Byen

Det er stadig ikke kvindelige leder, der præger ejendomsbranchen. Derfor er det også spændende, at Sweco i forbindelse med en større ledelsesrokade har udnævnt Britt Kielstrup Hansen til divisionsdirektør. Hun træder dermed ind i en lille flok, der blandt andet tæller Marianne Madsen hos Orbicon.

Læs Britt Kielstrup bliver divisionsdirektør i Sweco

Tilbage i 00erne startede jeg en konference, der hed Kvinder i ejendom. Men i Danmark er det svært at få kvinder til at mødes bare fordi de er kvinder, selvom der kan være god grund til at støtte hinanden og synliggøre kompetencerne. Den nye regering blev i denne uge kritiseret for, at der ganske vist var næsten ligestilling på antallet af kvindelige og mandlige ministre, men mændene havde taget alle de tunge poster. Sådan er det også langt hen ad vejen i ejendomsbranchen.

Patrizias Rikke Lykke, DFEs Chalotte Köhne, AWDKs Signe Risager, M7s Mette Seifert og SEBs Solveig Rannje er nogle af de få kvinder på toppen i den danske ejendomsbranche. Nogle glemt? Så send mig gerne en mail, så balancen bliver sandfærdig.

I sidste ende, så kommer man dog ikke udenom, at selv blandt partnerne i arkitektfirmaer er der færre kvinder, selvom arkitektfaget har en overvægt af kvinder. Så tillykke til Britt Kielstrup Hansen og held og lykke til branchen – større diversitet i direktioner og bestyrelser vil være et godt mål for 2017!

Læs Ugen i Ejendom uge 48 her

Rigtig god weekend.

PS. Tusind tak til læsere, der rent faktisk allerede her lørdag morgen har reageret og nævnt, at man (blandt andet) ikke må glemme CEJs Anne-Marie Oksen, Freja Ejendommes Karen Mosbech, Bygningsstyrelsens Gyrithe Saltorp, Signals managing partner Gitte Andersen, Gorrissen Federspiels Merete Larsen, Lintrup & Norgarts Susan Lintrup og Winsløws partnergruppe Iben Winsløw, Claudia Matthiasen og Trine Bøgelund-Kjær og Elf Developments Anette Krarup. Og selvfølgelig er der heldigvis mange flere derude, men det rykker ikke på, at der stadig mangler mange i bestyrelser, direktioner og på partnerniveau – ikke mindst i de “tunge” selskaber, der investerer. 

Kunne du bruge overblikket over ugens begivenheder? Del gerne på Linkedin eller Facebook herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder