Peter Back. Foto: Lintrup & Norgart

Efter syv måneder bliver direktør ny partner i Lintrup & Norgart

Peter Back er indtrådt i kredsen af partnere i det københavnske erhvervsmæglerfirma Lintrup & Norgart. Her har han siden juni sidste år været direktør og COO (Chief Operating Officer) med ansvar for dels administrationen, dels den øgede indsats inden for investeringsejendomme i forlængelse af virksomhedens ledende markedsposition inden for udlejning af erhvervslokaler.

– Vi var meget glade, da Peter Back som en erfaren, effektiv og engageret mægler i sommer indtrådte på en nøglepost i vores virksomhed, og vi har efter få måneder fundet det naturligt at gøre samarbejdet endnu tættere ved at tilbyde ham at blive partner. Det har Peter Back heldigvis sagt ja tak til, og vi har især store forventninger til at styrke aktiviteterne inden for investeringsejendomme, siger adm. direktør Stig Lintrup, der sammen med Susan Hellner Lintrup og Jesper Norgart udgør den hidtidige partnerkreds.

– Lintrup & Norgart har siden starten i 2005 opbygget en formidabel platform i Storkøbenhavn, og der er et godt match mellem virksomhedens ambitioner om fortsat vækst og mine kompetencer og min baggrund. Jeg glæder mig til, nu også som medejer, at bidrage til yderligere fremgang for Lintrup & Norgart, siger Peter Back. 43-årige Peter Back er oprindeligt uddannet i Nordea (dengang Unibank) og har siden 2004 været i ejendomsbranchen, bl.a. som partner og ansvarlig for investeringsejendomme i Newsec Egeskov & Lindquist (dengang DTZ) og senere direktør for udlejningsafdelingen i Sadolin & Albæk.

Peter Back har ud over bankuddannelsen en HD i afsætningsøkonomi og en Executive-MBA fra CBS samt en international RICS-valuargrad.

Som led i virksomhedens vækstplan flyttede Lintrup & Norgart i efteråret fra Karberghus på Århusgade på Østerbro til større lokaler på Jens Kofods Gade ved Nyboder i København K.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder