Absalons Gård på Rådhuspladsen solgt for 500 millioner kr.

Aberdeen Asset Management har solgt Absalons Gaard på hjørnet af Rådhuspladsen og Strøget til canadiske Cordea Savills. Prisen for den 7.400 kvm. store ejendom er knap 500 millioner kr. efter, at ejendommens totale lejeindtægter er mere end fordoblet på mindre end to år. Sælger ønsker dog ikke at offentliggøre den præcise salgspris.

Aberdeen Asset Management købte den halvtomme ejendom i marts 2013 og har investeret i en massiv opgradering af ejendommen i samarbejde med tre nye lejere: Hard Rock Café, Netto og Starbucks og ikke mindst Københavns Kommune.

Standard Life, som handlen blev gennemført for, har via Aberdeens asset management-team investeret i en større renovering. Den 5. december åbnede både Danmarks første 24-timers Netto og en Starbucks-kaffebar i ejendommen, mens Hard Rock Café forventes at åbne i løbet af 1. kvartal.

Desuden fastholdes de eksisterende lejere Bestseller, 7Eleven og Domsstolsstyrelsen.

– Som borgmester i København, synes jeg, at dette her er endnu et godt skridt i den rigtige retning til, at vi for alvor kan kalde os en metropol. Det at have en Netto på Rådhuspladsen, i det hele taget have ordentlige shopping muligheder, også på dagligvarer, så centralt placeret, det betyder rigtig meget for København. Det betyder rigtig meget for københavnerne, og det betyder også rigtig meget for turisterne, der besøger vores by.  Når jeg besøger storbyer, så er det jo blandt andet, at man altid kan handle dagligvarer, som jeg synes er dejligt og fascinerende. Og vi har manglet det i København, siger Pia Allerslev, Kultur og Fritidsborgmester i Københavns Kommune.

Transaktionen afslutter et godt år for Aberdeen Asset Management. Der er alene det sidste års tid gennemført handler med strøgejendomme i København for mere end kr. 1,6 milliarder. Alle ejendomme er alle sammen inden for value-add segmentet.

– Vi er meget stolte over den gennemførte turn-around af Absalons Gaard. Der er kommet gode koncepter til Rådhuspladsen. De lange lejekontrakter med Hard Rock, Netto og Starbucks viser, at top-professionelle lejere deler vores positive syn på ejendommen, og ser værdien i at være så prominent til stede, siger Senior Asset Manager Martin Helweg-Ovesen, Aberdeen Asset Management.

Ejendommen på godt 7.500 kvm. blev opført i 1901 som Hotel Bristol, og var i mange år et af byens mest mondæne hoteller.

Capital Investment med Jesper Damborg og Claus Klostermann i front har været rådgiver for køber på transaktionen og kommer fremadrettet til at stå for asset management.

Billede: Absalons Gård.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder