DR Byen på Amager. Foto: Google Maps

DR finder lejer til 9.300 kvm som led i spareplan

DR har indgået aftale med IT-Universitetet i København om udlejning af 9.300 kvm, der er blevet ledige på 2.-5. sal i DR Byen på Amager.

I september 2018 offentliggjorde DR en spare- og udviklingsplan, som skulle tilpasse DR til de nye økonomiske rammer i medieforliget fra 2018. Som led i planen besluttede DR at søge at udleje den del af DR Byen, som er blevet ledig, fordi DR’s økonomi er blevet mindre.

– Vi er blevet færre medarbejdere, og vi har derfor arbejdet målrettet med at finde en lejer til vores ledige kvm i DR Byen, så de kan komme andre til gode og samtidig bidrage til DR’s spareplan ved at reducere vores faste omkostninger, siger chef for Ejendomme & Service i DR, Poul Holt Pedersen.

1.650 kr. per kvm = markedsleje
Lejemålet i DR Byen blev annonceret offentligt gennem et mæglerfirma. Annonceringen skete for at sikre, at DR opnår den rigtige pris og for at sikre, at udlejningen sker åbent, transparent og på markedsmæssige vilkår, oplyser Poul Holt Pedersen.

Prisen for lejemålet i DR Byen er cirka 15 millioner kr. årligt. Det svarer til 1.650 kr. per kvm inklusive skatter og afgifter mv. svarende til markedslejen. Prisen er blevet fastsat på baggrund af markedsvurderinger fra to uafhængige mæglere.

DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn er også formand for IT-Universitetets bestyrelse. Hun har derfor erklæret sig inhabil i sagen både i DR og i regi af IT-Universitetet. Maria Rørbye Rønn har dermed ikke været involveret i annonceringsprocessen, kontraktforhandlingerne eller beslutningen om valg af lejer eller lejevilkår.

Ansvaret for processen, valg af lejer og lejevilkår har været placeret hos DR’s økonomidirektør, Nikolas Lyhne-Knudsen, med direkte reference til DR’s bestyrelsesformand.

Maria Rørbye Rønn har heller ikke været en del af IT-Universitetets proces eller beslutning om at leje sig ind i en del af DR Byen.

Udlejningen af DR Byen kræver ombygning, som bliver foretaget de kommende måneder. IT- Universitetet kan overtage lejemålet den 1. marts 2020.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder