White Arkitekter bag flytning af 170 tons kulturcenter i London

Et nyt kulturcenter i London, tegnet af White Arkitekter, er blevet løftet på plads for enden af den turistattraktionen Southend Pier, hvor det skal pryde molen.

Danske White Arkitekter har ikke blot tegnet kulturcenteret, men også stået for renoveringen af selve molen.

Byggeriet på Southend Pier er foregået i to sideløbende spor, hvor dele af molen på den ene side har oplevet en gennemgribende renovering, samtidig med at kulturcenteret er blevet konstrueret på et nærliggende værft og derefter sejlet til molen.

Flytningen af kulturcenteret tog halvandet døgn, hvor stålkonstruktionen blev sejlet de 28 km fra værftet til den ikoniske mole. Først efter dagslyset brød frem, kunne kulturcenteret placeres på molen ved hjælp af en marinekran – en øvelse, som omtales som ´The Big Lift´.

Den spektakulære nedsænkning af den 350 kvm store og 170 ton tunge stålkonstruktion, som udgør kulturcenteret, forløb uden problemer.

– Der er på alle måder tale om en unik finish på et meget præstigefyldt projekt. Målet med designet af kulturcenteret har været at skabe en bygning, der forener og fanger skønheden ved molen og Themsens flodmunding samt sikrer molen en plads i hukommelsen hos de besøgende, siger Fredrik Pettersson, projektleder fra White Arkitekter.

– Vi er glade for at have medvirket til, at Southend Pier snart er klar til at modtage de fremtidige generationer, siger han videre.

Southend Pier er kendt som verdens længste ´pleasure pier´ og når 2,1 kilometer ud i Themsens flodmunding. Whites revitalisering af molen sigter på at bringe nyt kulturliv til promenaden og få molen til at generobre sin status som byens vigtigste attraktion, når den åbner for offentligheden i juli 2012.

White Arkitekter vandt konkurrencen om den nye mole i september 2009 med et design, der blev kaldt Sculpted by Wind and Wave.

Fakta om White Arkitekter:

White består af 10 tegnestuer i Danmark og Sverige med i alt over 600 ansatte og er det største arkitektfirma i Skandinavien.

I Danmark har White kontorer i København og Næstved og et mindre kontor på Lolland. Sammenlagt i alt 45 ansatte.

White er et multi-disciplinært arkitektfirma og beskæftiger sig med et bredt spekter af opgaver indenfor byggeri for såvel offentlige som private bygherrer.

White har i mange år arbejdet med at integrere miljø og arkitektur og har kultur for at fremme og støtte forsknings- og udviklingsprojekter blandt medarbejderne.

White er oprindeligt et svensk arkitektfirma, grundlagt i 1951. Firmaet er opkaldt efter stifteren Sidney White.

Firmaet er medarbejderejet, hvilket betyder, at der er 102 partnere i firmaet med yderligere 342 aktieejere blandt medarbejderne.

Billede: Nedsænkningen foregik med stor præcision og grundighed, hvor stålkonstruktionen i en fart af to millimeter i minuttet langsomt nærmede sig molen. Det tog dermed samlet set to en halv time for den 400 ton tunge flydende kran at få løftet kulturcenteret ned på plads. Foto: Tim Lucas, Price & Myers.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder