SEB Pension etablerer Nordens største solcelleanlæg i Virum

SEB Pension har i samarbejde med GreenGo Energy etableret Nordens største solcelleanlæg på Teknikerbyens tag i Virum, hvor bl.a. rådgivningsvirksomheden Alectia og Dong Energy er lejere. Solcelleanlægget øger den samlede kapacitet på solcelleanlæg i Danmark med næsten 8 procent.

Solcelleanlægget på Teknikerbyens tag i Virum er mere end dobbelt så stort som Nordens hidtil største anlæg. Solcelleanlægget vil producere 545.000 kWh – eller cirka 0.55 GigaWatt timer årligt (GWh), svarende til 120 husstandes gennemsnitlige elforbrug.

– Vi synes, det er spændende at være pioner på solcelleområdet i Skandinavien. Løsningen er økonomisk fornuftig og sikker, da GreenGo Energy sikrer produktionen og driften under garanti. Ligeledes er vi med til at drive overgangen til vedvarende energikilder, uden at politikerne skal i aktion. Investeringen varetager vi jo. Vi er desuden ret sikre på, at anlægget øger Teknikerbyens værdi og gør vores nyrenoverede lejemål mere attraktive, siger direktør Peter Mering, SEB Ejendomme.

16-17 procent af Teknikerbyens samlede årlige elforbrug vil fremover være CO2-neutral solcellestrøm, og om sommeren udgør op til 40 procent af hele Teknikerbyens elforbrug solcellestrøm fra egen matrikel. Teknikerbyens lejere er bl.a. rådgivningsvirksomheden Alectia og Dong Energy, der flytter ind med lidt over 1.000 mand i foråret 2012.

– Generelt prøver vi at se på kravene om reduktion af CO2-belastningen i vores bygninger som en mulighed for at tilføre værdi til vores ejendomme i stedet for at se på dem som en omkostning eller noget, der er besværligt, siger Peter Mering.

Anlægget består af 2.600 solcellepaneler, i alt et effektivt solcelleareal på 4.650 kvm., fordelt jævnt på 15.000 kvm. tagareal. Direktør Karsten Nielsen fra GreenGo Energy siger:

– Vi har i projekteringen brugt meget ingeniørarbejde på at sikre optimal produktion og tilpasning til bygningens forbrugsmønster og arkitektur. Ligeledes er der absolut kun anvendt state-of-the-art komponenter. Jeg tør godt sige, at vi er stolte af resultatet. Det en ære at bryde grænserne for solcelleanlæg i Norden så markant.

GreenGo Energy har risikoen.

– GreenGo Energy er unikke, fordi de opererer som et energiselskab. Vi sikres en garanteret produktionspris i driftsperioden og har ingen bøvl eller risiko. Ligeledes synes vi, deres it-løsning med GreenGO Monitor, som viser den konkrete el-produktion og CO2-besparelser på web og mobilt, hjælper med at gøre dette meget væsentlige CSR-tiltag i vores ejendomme synligt. Det gør CO2-besparelserne meget konkrete – både for ledelse og medarbejderne i de involverede virksomheder. Solcelleanlægget flytter virkelig noget for os. Vi sparer miljøet for over 300 ton CO2 årligt bare på Teknikerbyen. Det svarer til, at vi fjerner 250-300 biler fra vejene permanent, siger Peter Mering.

Se mere på www.greengomonitor.com/alectia/ kan man følge med i, hvor meget energi, der bliver produceret på solcelleanlægget hos rådgivningsvirksomheden ALECTIA i Teknikerbyen i Virum. Herunder hvor meget CO2, der er sparet siden opsætningen og hvor meget af ejendommens elforbrug, der er grønt.

Billede: Direktør Peter Mering fra SEB Ejendomme og Karsten Nielsen fra GreenGo Energy på taget af Teknikerbyen i Virum, hvor Nordens største solcelleanlæg er installeret.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder