![](https://estatemedia.dk/dk/wp-content/uploads/2018/11/ole-nielsen-himmerlands-boligforening.jpg)
fredag 02. november 2018 13:42
Gammel spritfabrik i Aalborg bliver til 117 ungdomsboliger og 15 seniorboliger
Den tidligere spritfabrik i Aalborg ”Spritten” bliver konverteret til 117 ungdomsboliger og 15 seniorboliger – og ikke til 150 ungdomsboliger, som planen ellers var.
Ændringen sker, fordi Aalborg Kommune har givet kvote på 15 seniorboliger, mens Himmerland Boligforenings tilsagn om 150 ungdomsboliger i samme forbindelse bliver reduceret.
Det sker som følge af blandt andet Himmerland Boligforenings og Realdanias samarbejde om konceptudvikling af nye typer seniorboliger med interessefællesskaber.
– Det er yderst tilfredsstillende, at vores ambitiøse indsats på seniorboligområdet nu bliver en del af et af de mest spændende bydelsprojekter i nyere tid. Vi er nu i fuld gang med at afsøge, hvilke muligheder vi har i forbindelse med at skabe nogle interessante fællesfaciliteter, der kan samle områdets seniorer, og med projektet in mente kunne man godt forestille sig, at det bliver med udgangspunkt i kunst eller lignende, siger direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen.
Behov for seniorboliger
Boligforeningsdirektøren peger på behovet for seniorboliger efter de seneste befolkningsfremskrivninger.
– Behovet for seniorboliger kommer til at overstige behovet for ungdomsboliger, som vi i Aalborg dygtigt har fokuseret meget på at imødegå gennem de seneste 5-10 år. Derfor giver det god mening at bytte nogle af ungdomsboligerne i projektet med seniorboliger, så vi for alvor begynder at få bolden med nye seniorboliger til at rulle, siger Ole Nielsen.
Himmerland Boligforening og Realdania er desuden i gang med det første seniorboliginitiativ i regi af parternes nye seniorboligkoncept. Det sker på Fyrkildevej i det østlige Aalborg.
Læs også Privat bygherre bygger 156 boliger i nyt center i Aalborg
Læs også Første grund solgt i ny Aalborg-bydel med op til 4.000 boliger
Læs også Nordjysk herregård solgt i årets største bolighandel med én bolig
Læs mange flere nyheder om Aalborg her