torsdag 10. maj 2018 22:48
Aldi leder efter mindst 11 nye butikker
Aldi Danmark kommer ud af 2017 regnskabsåret med et plus for omsætningen på 164 millioner kr., og et driftsresultat på minus 84 millioner kr. i forhold til året før. Resultatet er ikke uventet, efter et år med store afskrivninger, indførelse af nyt butikskoncept og omfattende modernisering af hele butiksnettet.
– Der er gode grunde til, at vi kommer med et regnskab, som vi selvfølgelig ikke kan være tilfredse med: Vi har valgt at lukke et meget stort antal butikker, som betød store afskrivninger på ejendomme og derudover har vi haft for store non-food-varelagre, som har kostet dyrt at realisere, fortæller Aldi Danmarks nye adm. direktør, Finn Tang.
På trods af at Aldi Danmark har lukket 32 butikker, så stiger både omsætning pr. butik og gennemsnitskøb. Målet for Aldi er, at flere kunder vil fylde mere i indkøbsvognen flere gange om ugen, så hele dagligvarekøbet lægges hos Aldi.
– Vi står nu med en stærk strategi, der i løbet af de kommende år leverer et langt bredere kvalitetsvaresortiment og en lækker butiksoplevelse, vi ikke tidligere har stået for. Det er jeg sikker på, at kunderne vil komme efter, men det tager tid, siger Finn Tang.
Det vil også påvirke næste års regnskab, at Aldi er i fuld gang med at tilpasse og modernisere butiksnettet, fordi det er dyrt at holde lukket, mens det sker. Lige som Aldi leder efter ejendomme, hvor der kan etableres helt nye butikker, så kæden igen kan komme op over 200 butikker.
Samtidig skal Aldi have kigget på alle butikker. Det har været fremme, at der skal findes 150 nye lokationer, men det er ikke defineret endnu.
– Det er rigtigt, at vi skal have kigget på alle vores butikker og vurderet, hvordan vi får bragt de butikker med ind i “Det Nye Aldi”, og det skal ske ved ombygning, udvidelse, flytning mv. Men konkret, er det endnu alt for tidligt at sige mere om det, siger vicedirektør Thomas Hedegaard Bang.
I 2017 lukkede Dagrofa Kiwi-kæden, og Fakta har netop annonceret at man lukker 47 butikker.
Læs også Coop: Overraskende stor interesse for de 47 Fakta-butikker, der lukker
– Der er klart for mange supermarkeder, der kæmper om de samme kunder i Danmark, men vi kan heldigvis være med i det udskillelsesløb, for vi har en stærk ejer, siger Finn Tang, som har fået en 3-cifret millioninvestering af Aldi Nord Gruppen til at eksekvere den kundefokuserede strategi.
Aldi Nord Gruppen er en af Europas største discountkæder med mere end 5000 supermarkeder i Spanien, Portugal, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Polen, Danmark og Tyskland, hvor man er førende i discount.
ALDI DANMARK APS (MIO. KR.) | 2017 | 2016 |
NETTOOMSÆTNING | 3.828 | 3.664 |
DRIFTSRESULTAT | -313 | -229 |
ÅRSRESULTAT | -326 | -243 |
EGENKAPITAL | 1.505 | 1.432 |
Læs også Aldi lukker 32 butikker i Danmark