torsdag 14. december 2017 01:44
Danica Pension udvider Slotsarkaderne med boliger og H&M for 67 millioner kr.
For at sikre at Slotsarkaderne også i fremtiden kan bevare sin position i Hillerød, har Danica Pension valgt at udbygge centret med 3000 kvm, hvoraf de 2500 kvm er dedikeret en stor H&M i to etager med H&M Home.
Samtidig får centeret med tilbygningen 13 nye ungdomsboliger, der vil ligge centralt tæt på gågaden og dermed byens café- og handelsliv.
Danica Pension købte i 2015 nabobygningen til Slotsarkaderne, og det er den investering, der har banet vej for en udvidelse af Slotsarkaderne.
Centret holder åbent under hele byggeperioden, som i kraft af at foregå i en nabobygning til det eksisterende center sker til mindst mulig gene for kunder og eksisterende lejere.
I forbindelse med at centret som helhed får et løft, får udearealet på Danners Plads ved Slotsarkaderne også ny belægning. Sidstnævnte sker i et samarbejde mellem Danica Pension og Hillerød Kommune.
Byggeriet har stået på siden sommeren 2017. AK83 Arkitekter var arkitekter på opførelsen af Slotsarkaderne og er ligeledes arkitekter på tilbygningen, hvor H&M åbner 1. november 2018.
ATP købte sig for nylig med en rekordstor investering ind i Danicas portefølje af indkøbscentre – heriblandt Slotsarkaderne.
Læs også: Blackrock er tilbage i markedet – køber Danmarks 9. største center i Næstved
Læs også: ATP Ejendomme investerer 6,9 milliarder kr. i Danicas 16 indkøbscentre