fredag 08. november 2024 10:11
Ejendomsselskab får ny partner
Ejendomsselskabet Vinding Gruppen har fået ny partner.
Vinding Gruppen har indgået en aftale med Morten Bak, der kommer fra netop finanssektoren.
Mens markedet har stået mere eller mindre stille har det Vejle-baserede selskab opnået en Faif-tilladelse (Forvalter af Alternative Investerings Fonde) hos Finanstilsynet.
Det giver ifølge adm. direktør og stifter, Ole Madsen, nye muligheder:
– Hvor vi tidligere alene har forestået ejendomsadministration relateret til egne projekter, så oplever vi nu et stigende antal forespørgsler fra andre ejendomsselskaber, som ønsker, at vi overtager deres administration, drift og udlejning – og hvor vi allerede har sagt ja til de første eksterne ejendomsselskaber, siger han.
– Markedet ser mere fornuftigt ud
Som et resultat af stigende renter og et svært ejendomsmarked har Vinding Gruppen kun lavet ganske få investeringer i de seneste par år, men det forventer de at ændre sig i den kommende periode.
– Vi bliver i øjeblikket præsenteret for flere interessante ejendomme, projekter og cases – og i takt med, at renterne har sat sig en smule, så gør det, at markedet for ejendomsinvesteringer efterhånden igen ser ganske fornuftigt ud. Vi glæder os derfor – i den kommende tid – til at kunne præsentere flere interessante muligheder til gavn for såvel nuværende som nye investorer, siger Ole Madsen.
Morten Bak har tidligere arbejdet med ejendomme og finansering. Han har tidligere været ansat i Realkredit Danmark og været erhvervsdirektør i Sparekassen Kronjylland, hvor han har med ejendomsprojekter og -udvikling.
– Jeg føler, at jeg har et fornuftigt kendskab til branchen, og så har jeg forhåbentlig nogle andre vinkler på tingene, som gør, at jeg kan være med til at løfte Vinding Gruppen til et nyt niveau, siger han.