onsdag 06. november 2024 09:20
Børsen og Estate Media indgår samarbejde
Med onlinenyheder, printmagasiner og konferencer på paletten er Estate Media Danmarks største medie- og videnshus for ejendomsbranchen.
Nu indgår Børsen et samarbejde med Estate Media, så dette medie fremover leverer det redaktionelle indhold til Børsens ejendomstillæg, der udkommer hver onsdag.
Med en produktion på over 20 artikler om ugen og 5 årlige udgivelser af Estate Magasin på print vil det være et udsnit af artikler, som abonnenterne på Børsen nu også får mulighed for at læse.
Hvis man vil dykke dybere ned i ejendomsbranchen og have mere specifik viden, så er det stadig ved at tegne et abonnement på estatemedia.dk eller ved at abonnere på Estate Magasin.
– Det ligger lige til højrebenet. Vi har så særlig en viden om den professionelle ejendomsbranche, at det giver god mening at samarbejde netop på det her område, siger adm. direktør Michael JR. Mortensen, Estate Media.
Redaktionen på Estate Media ledes af chefredaktør Kamilla Sevel med 33 års erfaring og indsigt i ejendomsbranchen i bagagen, mens onlineredaktør Christoffer Bagge står for at udarbejde og redigere den daglige nyhedsstrøm på estatemedia.dk og hver dag sørger for, at branchen er velorienteret.
Estate Media blev i 2022 en del af den nordiske mediekoncern Bonnier, der blandt flere andre erhvervsaviser ejer danske Dagbladet Børsen.