mandag 28. oktober 2024 08:55
Gazellevirksomhed bygger nyt 2.870 kvm domicil
Erhvervsbyggeriet er faldet med over 10 procent i det seneste år, og det er især gået hårdt udover domicilbyggeriet.
Men nogle virksomheder har fortsat mod på at bygge, og det gælder for eksempel gazellevirksomheden Betapack i Skanderborg, der nu har sat i gang i en udvidelse af virksomhedens faciliteter.
Betapack, der laver løsninger til emballage og forsegling, har valgt Kolding-entreprenøren Kjæhr & Trillingsgaard til at stå for byggeriet i en totalentreprise.
Det bliver arkitektfirmaet Rum, der i dag tæller 60 medarbejdere efter købet af Friborg & Lassen, der skal designe domicilet i Hørning, som ligger lige udenfor Skanderborg.
Det kommende hovedsæde bliver på 2.870 kvm og skal både rumme administration i kontordelen og logistikfaciliteter.
Første spadestik til byggeriet forventes at blive taget i foråret 2025, og projektet skal efter planen stå færdigt i sommeren 2026.
Foruden Rum og Kjæhr & Trillingsgaard bidrager Sweco til projektet som rådgiver.
Det er ikke første gang, at Kjæhr & Trillingsgaard og Rum arbejder sammen.
For nylig blev de to virksomheder hædret med Kolding Kommunes Arkitekturpris 2024 for byggeriet af bilfirmaet Nic Christiansen Gruppens nye domicil i Kolding, som stod færdigt 1. oktober med officiel indflytning primo november for 200 medarbejdere.
Nic Christiansen Gruppen, der sælger, finansierer og distribuerer biler i 8 lande, havde valgt Rum til at designe et DGNB Guld-certificeret kontor. Her byggede Kjæhr & Trillingsgaard også i totalentreprise, mens Artelia Group var rådgiver.
Ifølge Kjæhr & Trillingsgaard og Rum vandt de Betapack-projektet med et forslag, “der forener funktionalitet, æstetik og bæredygtighed, med særligt fokus på medarbejdertrivsel og et minimalt klimaaftryk”.
Det nye hovedsæde genanvender blandt andet materialer fra den gamle bygning, har automatisk opsamling af regnvand, solceller på taget og tilknyttede grønne områder.
Også Betapacks nye hovedsæde skal DGNB-certificeres til guld, og det nye hovedsæde vil blive opført med et CO2-aftryk på 7,4 kg CO2/m2/år.
Ramt af byggebranchen
Betapacks aktiviteter består i udvikling, produktions- og logistikstyring af produkter primært indenfor områderne emballage og salgsfremmende produkter, folie og andre produkter til industrielle formål og produkter til byggebranchen.
Virksomheden kom ud med et overskud på 14 millioner kr., hvilket selskabet selv var utilfreds med, da de havde forventet et større overskud.
Af regnskabet fremgår det, at det især var produkterne til byggebranchen, som der var mindre efterspørgsel på, da aktiviteterne i den del af branchen har været på et mindre niveau end Betapack havde forventet.