Adm. direktør, helejer og stifter Jesper Skovsgaard, TSG Group (tidligere 2E Group). Foto: Presse

Jesper Skovsgaard sælger virksomheden

De nordjyske ejendomsudviklere Jesper Skovsgaard og Peter Bersang Kristensen har solgt TSG Group.

Køber er Philip Sandborg, der har overtaget selskabet sammen med en lokal investorkreds fra Silkeborg. Ifølge Jesper Skovsgaard startede Philip Sandborg i 2008 med udlejning og salg af lejligheder og har siden udelukkende beskæftiget sig med salg.

Salget sker lige over en måned efter, at Kammeradvokaten indstillede den nordjyske udvikler Jesper Skovsgaard og virksomheden TSG Ejendomme til en konkurskarantæne, som konsekvens af solgte projektselskaber i 2022 og 2023.

Salgsaftalen, herunder købesummen, og alle øvrige detaljer, er underlagt en fortrolighedsaftale – og der vil derfor ikke blive givet yderligere kommentarer om transaktionen, oplyser Jesper Skovsgaard.

Philip Sandborgs første opgave i TSG bliver at forbedre balancen i selskabet ved at frasælge en række projekter og ejendomme og fortsætte den organisatoriske omlægning, som allerede er startet. Han indtræder med øjeblikkelig virkning som direktør.

– Jeg har de seneste 18 år arbejdet med salg, og salg er det som skal have den store fokus i TSG koncernen i de kommende par år, siger han.

Skovsgaard fører tre projekter videre
Det er dog ikke hele TSG Group, som Philip Sandborg overtager. Jesper Skovsgaard tager tre boligprojekter med sig videre.

Et af dem skal bygges i nær fremtid og de øvrige senere.

Jesper Skovsgaard oplyser ikke, hvilke projekter, der er tale om.

I forbundelse med indstillingen til konkurskarantæne anfægtede Jesper Skovsgaard, at der var gået noget galt.

– At det er den beslutning Kammeradvokaten er kommet frem til, er hovedrystende forkert og samtlige fagpersoner vi har talt med siger det samme: vi har ikke gjort noget galt, lød det i august fra Skovsgaard.

Hos Kammeradvokaten har partner Boris Frederiksen svært ved at forstå kritikken.

– Vi er på ingen måde enig i Jesper Skovgaards udlægning af sagen, men har ikke yderligere at tilføje for nærværende, da sagen nu må gå sin gang ved retten og afgøres der. Det skal dog for forståelsens skyld bemærkes, at vurderingen er sket i 10 konkursramte selskaber med en samlet restance til det offentlige på mere end 120 millioner kr, sagde Boris Frederiksen til Estate Media i august.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder