Nikolaj Karlsson. Foto: Deas

Deas udnævner ny afdelingsdirektør

2

Nikolaj Karlsson er blevet forfremmet til ny afdelingsdirektør for foreninger i Deas.

Selvom der er tale om en intern forfremmelse, så er Nikolaj Karlsson et relativt nyt skud på stammen i selskabet.

Han kom til virksomheden i marts efter to år i KAB, hvor han blandt andet var kundechef og driftchef.

I Deas blev han i marts ansat som afdelingschef med det sigte for øje, at han skulle overtage posten som afdelingsdirektør i afdelingen.

Som direktør skal han nu varetage den overordnede ledelse af hele forretningsområdet omkring foreninger på tværs af landet.

– Siden min start i Deas har jeg fået selskabet ind under neglene og har løbende identificeret store potentialer for at udvikle Deas’ forretning for foreninger yderligere, siger han.

Overtager fra midlertidig direktør
Nikolaj Karlsson overtager posten som afdelingsdirektør fra Group Vice President i Deas A/S, Bjørn Allentoft. Mens Deas har ledt efter den rette kandidat, har Bjørn Allentoft varetaget rollen som afdelingsdirektør midlertidigt.

Bjørn Allentoft kalder valget af Nikolaj Karlsson “helt oplagt”, og peger på hans erfaring fra KAB og de resultater, som han har skabt i Deas siden marts.

– Vi står overfor at skulle udvikle og vækste forretningen for foreninger i Deas, og her har Nikolaj de helt rette erfaringer og kompetencer til at lede den udvikling. Nikolaj har en både kommerciel og marketingsorienteret tilgang til sin ledelse og udvikling af afdelingen, og det bliver helt væsentligt. Det handler blandt andet om at tiltrække flere boligforeninger og løfte kvaliteten af vores ydelser til et endnu højere niveau, siger han.

Nikolaj Karlsson tiltrådte formelt som afdelingsdirektør pr. 1. september 2024.

Omvæltning i Deas
Deas a/s blev tidligere i år købt af finske PHM, der har Kasper Bygholm i spidsen i Danmark.

Det skete efter en lang salgsproces, hvor nu tidligere direktør i Deas a/s, Rikke Lykke, havde fået er klart mandat fra den britiske kapitalfond Montagu om at sælge hele Deas. Både Deas a/s og Deas Asset Management.

Mens salget af Deas a/s blev realiseret fortsætter arbejdet med at sælge Deas Asset Management.

Udover Deas a/s ejer PHM også det aarhusiansk funderede Taurus.





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder