tirsdag 03. september 2024 10:08
I dag fylder Nordhavn 10 år – se den store forandring
Nordhavn fylder 10 år og tirsdag eftermiddag er der lagkage, sodavand og bobler på den centrale indgangsplads til bydelen. By & Havn har stået for udviklingen først med Jens Kramer Mikkelsen og nu med adm. direktør, Anne Skovbro i spidsen, og det er da også netop hende, der holder tale tirsdag eftermiddag sammen med Københavns helt nye stadsarkitekt Lars Jensen og formand for Grundejerforeningen Århusgadekvarteret, Bente Hyldahl Fogh.
For mange, der beskæftiger sig med byudvikling, virker det måske som længere tid siden, at Nordhavn primært bestod af forladt industri og så en række gruspladser, hvor NCCs køb og omdannelse af en tidligere silo blev betragtet som “spændende” og “modigt”. For det var et kvarter, hvor de færreste var begyndt at investere på det tidspunkt.
Faktisk var Nordhavn et industriområde bag lås og slå, indtil den 31. august 2014, hvor hegnet rundt om Århusgadekvarteret blev fjernet. I dag er alt det forandret.
I 2015 flyttede de første beboere ind i forlængelsen af Østerbro, Århusgadekvarteret, som i dag er blevet til en rigtig bydel, hvor der bor knap 4.000 personer heraf mange expats, der nyder godt af den internationale skole i bydelen, som også er blevet et centralt omdrejningspunkt. Det var en milepæl for bydelen, at den københavnske metro åbnede sine første to stationer i 2020.
Nordhavn er dog langt fra færdig. Udviklingen fortsætter blandt andet på Trælastholmen og Levantkaj, som først for alvor skal i gang nu.
På de 10 år, der er gået siden da, er Nordhavn blevet en del af København, hvor livet leves ved kajkanten. Og der har været mange ind over for at sikre en bydel, der blev levende og som blev udviklet mere som den eksisterende by end som By & Havns første store udviklingsprojekt, Ørestad, der dengang begyndte at få kritik for sine brede boulevarder og kølige, mennesketomme byrum.
Det ville man ikke risikere i Nordhavn, og det har betydet, at beboere, virksomheder, foreningsliv, byudviklere, arkitekter, håndværkere, ingeniører, politikere og mange flere, har bidraget i løbet af processen til, at visionerne er blevet til virkelighed.
I foråret vandt byplanlægningen af Århusgadekvarteret Københavns Kommunes bygningspræmiering, der siden 1903 har præmieret arkitekter og bygherrer bag særligt bemærkelsesværdig arkitektur.
– Når man kigger på billeder af Nordhavn for 10 år siden, er det et slidt og bart industriområde, hvor man ikke kan komme tæt på vandet. Kontrasten til i dag er udtalt. Derfor er vi også glade for at have modtaget prisen, som er en anerkendelse af alle, der har været med til at sætte deres aftryk på Århusgadekvarteret i Nordhavn, og vi håber, at så mange som muligt vil komme og fejre dagen, siger Anne Skovbro.
Nordhavn 2014. Foto: By & Havn.
Nordhavn 2024. Foto: By & Havn.
Flere domiciler er på vej i Nordhavn, men særligt har advokater indtaget bydelen, hvor Landsretten da også er flyttet til. Og så er der adskillige institutionelle investorer, der har investeret i Nordhavn. Du kan læse mere om, hvem det egentlig er, der er flyttet til Nordhavn i denne artikel Her kan man se, hvem der er flyttet til Nordhavn