Markedspladsen i Hillerød. Projekt tegnet af Mikkelsen Arkitekter.

PFA klar med 46 krav i seniorboligstandard

PFA vil højne kvaliteten af boliger til seniorer med 46 krav til nybyggeri og renoveringer, som skal gøre livet nemmere for danskere i den tredje alder.

Hos pensionskassen mener man, at alt for mange sidder i boliger med besværlige døre, stejle trapper eller mangel på de hjælpeforanstaltninger, man sommetider får brug for, når man bliver senior.

– For de fleste er boligen fundamentet for et godt liv. Det gælder ikke mindst, når vi bliver ældre. Derfor lancerer vi nu PFA Seniorboligstandard™, der indeholder en række høje krav til gennemtænkt arkitektur og attraktive udendørsarealer, siger direktør i PFA Senior Services Jesper Brask Fischer.

Kravene har fokus på gode adgangsforhold, sikkerhed og nærhed til transport og kulturliv.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Epinion for PFA vil 39 pct. af danskerne gerne have en senioregnet bolig, hvis behovet opstår med alderen. Og en analyse fra Realdania viser, at der i dag er ca. 80.000 ældre, som ønsker at bo i seniorbofællesskab, stigende til op mod 120.000 ældre frem mod 2044.

PFA Seniorboligstandard™ er udviklet med rådgivning fra Statens Byggeforskningsinstitut – SBI – og er ikke kun tiltænkt PFA’s kunder, men kan bruges af alle aktører byggeområdet.  Det er håbet, at andre ejendomsudviklere og investorer også vil tage den i brug.

– Mange såkaldt senioregnede boliger er dybest set ikke indrettet til et aktivt liv i den tredje alder. Og for den senior, der skal ud og vælge den nok vigtigste bolig i livet, er der p.t. ikke meget at læne sig op ad i forhold til at sikre sig, at boligen indfrier de behov, der vil være i fremtiden, hvor fysikken bliver sværere, og man kan få brug for hjælp. Med PFA Seniorboligstandard™ ønsker vi at kickstarte markedet og på samfundsplan løfte kvaliteten af nye boliger, så de passer til seniortilværelsen, siger Jesper Brask Fischer.

Fremover håber PFA også, at der kan udvikles flere løsninger, der er tiltænkt fremtidens ældre, som generelt set både lever og holder sig friske længere.

– Der er ungdomsboliger til de unge, toværelses lejligheder til singlerne og parcelhuse til børnefamilierne, men der er ikke på samme måde en færdigudviklet, dedikeret boform til seniorer. Som Danmarks største kommercielle pensionsselskab vil PFA vil være med til at understøtte mest mulig livsværdi for seniorerne, siger Jesper Brask Fischer.

PFA begynder at registrere de eksisterende lejeboliger efter PFA Seniorboligstandard™ i 2018, og det første byggeri efter standarden står færdigt i Hillerød i 2020, hvor 5000 kvm seniorboliger opføres på Markedspladsen.

Læs også: PFA og Momentum+ bygger 10.200 kvm. hotel og boliger på Markedspladsen i Hillerød

Læs også: PFA bygger seniorfællesskab i Horsens i samarbejde med Realdania





Kommende arrangementer

Læs mere

I Estate Magasin får læseren et indblik i de omskiftelige forhold, der præger den globaliserede ejendomsbranche, og læserne bliver bredt opdateret med indblik og udsyn, der kan bruges konkret og lokalt i branchens travle hverdag.

Læs her

Seneste nyt

Populære nyheder